Nødkald SOS er ny sikkerhedsfunktion i iOS 11- sådan bruger du den
Har du brug for hjælp i en nødsituation, så kan din iPhone hjælpe dig. En ny funktion med navnet ‘Nødkald SOS’ gør din on/off knap til en panikknap. Man ved jo aldrig, hvornår den slags kan blive aktuelt, så det er om at indstille den med det samme.
Nødkald SOS – ring 112 lynhurtigt
Det fungerer således: Slår du Nødkad SOS-funktionen til, bliver on/off-knappen på siden af telefonen til en alarmknap. Med den kan du tilkalde udrykningskøretøjer ved at klikke på den fem gange hurtigt efter hinanden. Er du uheldig, kan det ske ved et tilfælde, men det er værd at tage den risiko med. At trykke fem gange på knappen er hurtigere end at låse telefonen op og trykke 112. Samtidig er det en supersmart funktion, hvis du befinder dig et lidt utrygt sted, men ikke vil tiltrække dig opmærksomhed.
For at aktivere funktionen skal du gå ind i Indstillinger, hvor du finder Nødkald SOS i tredje sektion i listen til venstre. Klikker du på den, kommer du ind til indstillingerne. Her finder du en gif, der viser dig, hvordan du aktiverer funktionen. Du får også præsenteret et par andre indstillinger.
Herefter trykker du på ”Autoopkald” og derefter også ”Nedtællingslyd”. Skulle det ske, at du får trykket på telefonen ved et uheld, så den begynder at ringe op, hører du nedtællingen først. Og lyden er effektiv og høj – jeg bliver forskrækket hver gang, også selvom jeg bare tester og ved, at lyden går i gang.
Se også: Priser på iPhone 8
Tilføj egne nødkontakter
Når du nu er i gang, kan du tilføje en nødkontakt, eller hvorfor ikke to. På den måde får dine nærmeste besked, hvis du er i fare og bruger Nødkald SOS-funktionen. Telefonen giver dem nemlig automatisk besked. Det kan du gøre i Sundhed-appen på et øjeblik.
Se også: Anmeldelse af iPhone 8