Analytiker: Næste iPhones får ikke TrueDepth-teknologi i kameraet
Så er det for alvor iPhone X-tid, men det betyder ikke, at det er slut med Apple-rygter. Der er nemlig allerede rygter om næste års telefoner og indtil videre lader fokus til at være på de funktioner, de telefoner ikke kommer til at have.
Intet TrueDepth i næste iPhone
Ifølge den kendte Apple-analytiker Ming-Chi Kuo vil kommende iPhones ikke få den nye TrueDepth-teknik i kameraet bagpå. Han mener, at Apple i stedet kommer til at fokusere på at lancere telefonerne til tiden og kunne levere tilstrækkeligt mange enheder.
Det vil de gøre ved at undgå vanskelige produktionsdetaljer. Samtidig mener han, at Apple vil arbejde på at reducere omkostningerne og dermed også prisen på telefonerne. Det kan gøre de fancy teknologier, som iPhone X har, mere tilgængelige for kunderne i fremtiden.
Se også: Anmeldelse af iPhone X
Tror dog på teknikken i fremtiden med AR
Tidligere har Kuo spået, at TrueDepth-teknikken bliver normen for Apple i deres produkter og dermed helt afløse den fysiske hjemknap. Med tiden tror han dog, at TrueDepth-teknologien også kommer om i kameraet bagpå, men det kommer ikke til at ske lige med det samme.
Teknologien er stadig helt ny og der er flere udfordringer med at udbrede den, for eksempel at kunne producere komponenter nok. Samtidig ser han, at Apple stadig har en del arbejde at udføre med at udvikle deres AR-satsning. Det gælder hele platformen og økosystemet, ARKit og funktionaliteten i enhederne. Især fordi det netop er dette, der vil gøre det attraktivt med TrueDepth i kameraet bagpå.
Se også: Priser på iPhone X
To iPhones med store skærme i 2018
Vanen tro ved vi ikke meget konkret om Apples planer for 2018, men rygterne er som sagt begyndt. Det siges blandt andet, at de arbejder på to telefoner med skærme på henholdsvis 5,28 og 6,46 tommer af Oled-typen.
Vælger Apple igen at komme med tre telefoner, passer en X-efterfølger på dens 5,8 tommer fint ind i line-uppen. Rygterne siger også, at LG kan stå for batterierne til 2018-modellerne, mens Samsung siges at komme med skærmene. Til gengæld kan det være, at Qualcomm bliver skiftet ud som producent af modem-chippene, da Apple skulle være i gang med at teste chips fra MediaTek og Intel.
Det er jo ingen hemmelighed, at Qualcomm og Apple ikke er de bedste venner lige for tiden. Som nævnt siger Apple aldrig noget, så vi har en lang ventetid foran os, før vi få svar på hvilke rygter, der holder, og hvad der ikke er andet end rygter.
Se også: Nyheder om iPhone