Analytiker vurderer Apple taber en tredjedel af sin værdi i 2020
Selvom Apple har rundet en værdi på 1.300 milliarder dollars og Apple-aktien faktisk er fordoblet i værdi de sidste 12 måneder, så skal Apple ikke tro, at det fortsætter, lyder det fra analytiker fra Goldman Sachs.
Goldman Sachs: Apple-aktien mister 1/3 af sin værdi i 2020
David Kostin er analytikeren fra Goldman Sachs (der i øvrigt er Apple Card-partner med Apple) med den noget opsigtsvækkende vurdering og han har ikke en hvilken som helst position hos Goldman Sachs – han er en af de førende topanalytikere hos selskabet og han mener altså, at Apples aktie vil opleve en gedigen nedtur i 2020. Det skriver han i et notat til investorer, som Business Insider har fået fat i.
I 2019 stod tech-virksomheder generelt for en massiv værdistigning, lyder det og særligt Apples vækst har ikke været realistisk og er ikke holdbar i længden, vurderer altså Kostin. Han vurderer, at Apples overskud vil ramme betydeligt under Wall Streets estimater for 2020 og det vil ramme tech-giganten hårdt – en tredjedel af selskabets værdi vil således vil barberet væk her i 2020, advarer han.
Se også: Find bedste pris på iPhone
Munster tror på markant vækst i 2020
Gene Munster, der er en anden kendt Apple-analytiker, mener dog, at tingene fortsat ser lyse ud for Apple. Apples aktie står i dag i 300 dollars per aktie, hvilket altså er en fordobling sammenlignet med januar sidste år og Munster vurderer, at Apples aktie kan nå en værdi af 400 dollars i år.
Munster forklarer sin vurdering med, at der ser ud til at komme fem nye iPhones i år og det har typisk en positiv effekt på omsætningen. Særligt store forventninger har han til de rygtede iPhone SE 2-modeller, der godt nok er lidt billigere end de andre iPhones, men som sælger rigtig godt og som derfor kan tage markante markedsandele.
Kostin og Munster kan dog ikke begge få ret – det bliver spændende at følge Apples udvikling i 2020. Foreløbig ser det trods alt ganske fint ud for Apple.
Se også: Nyheder om Apple