Kvartalsrapport: Apple leverer Picasso-agtige tal
Apple kvartalsrapport 3. kvartal 2014: Apple har netop præsenteret regnskabstallene for 3. kvartal 2014 og de viser, at Apple stadig holder momentum, når det gælder iPhone. Hele 39,3 millioner solgte iPhones blev det til i årets 3. kvartal, eller 16 procent mere end i samme periode sidste år, der var den foreløbige rekord for 3.kvartalssalg for Apple.
Årsagen til den store vækst tillægges naturligvis lanceringen af iPhone 6 og iPhone 6 Plus.
Daniel Ives fra FBR Capital Market kalder salgstallene for Picasso-lignende tal, når han henviser til den omsætning, som iPhone stod for i 3. kvartal, nemlig 23,7 milliarder dollars. Samlet omsatte Apple for 42,1 milliarder dollars i 3. kvartal 2014.
Profit steg med 12 procent
Apples fortjeneste i 3. Kvartal 2014 landede i øvrigt på 8,47 milliarder dollars, en stigning på 12 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Mens iPhone-salget altså steg sammenlignet med samme periode for et år siden, så faldt iPad-salget med 14 procent og omsatte for 5,3 milliarder dollars. iPad-salget faldt mere end forventet af aktie-analytikere.
Apple oplyser ellers, at de forventer at omsætte for mellem 63,5 og 66,5 milliarder dollars i løbet af 4. kvartal i år.
I forbindelse med præsentationen af regnskabet for 3. kvartal fortalte Tim Cook, at Apple har svært ved at følge med efterspørgslen på iPhone og at de ganske enkelt sælger alle de enheder, der produceres.
Ikke bekymret for faldende iPad-salg
Apple er ikke specielt bekymrede for det faldende iPad-salg, da de har tillid til, at de nye iPads vil sætte skub i salget igen og business-samarbejdet med IBM vurderer de også vil løfte salget, når nye iPad-dedikerede business-apps begynder at rulle ud.
Daniel Ives vurderer dog, at tablet-markedet kan være mættet og at vi nok generelt vil se faldende salg, nu hvor de store mobiltelefoner og phablets for alvor har fået fat i brugerne.