Apple mister chefdesigner Jony Ive
Apple står over for en række store udfordringer med vigende iPhone-salg, sløje rygter om kommende iPhones, afgifter på produktionen af produkter i Kina og nu oplyser de så, at chefdesigner Jony Ive stopper.
Jony Ive er ansvarlig for designet på nogle af Apple mest ikoniske produkter som iPhone, iPad og iMac og forlader altså Apple efter knap 30 år hos selskabet. I stedet vil Ive drive sin egen startup, der hedder LoveFrom.
Bekymrende at der ikke kommer ny chefdesigner hos Apple efter Jony Ive
Den ledige stilling som chefdesigner bliver ikke erstattet af ny en af slagsen. I stedet for vil Evans Hankey, vice president of industrial design og Alan Dye, vice president of human interface design, have ansvaret fremover og rapportere direkte til Jeff Williams, Apple COO. Det har fået tech-eksperter til at frygte for Apples fremtid, når personen med det endelige ansvar bliver det, der beskrives som en ‘senior c-level executive’ der inngen baggrund har inden for design.
For eksempel vækker det ængstelse hos tech-kritiker John Gruber, der siger, at det går totalt imod Apples designfokuserede værdigrundlag. Gruber mener ikke, at det er bekymrende, at Ive forlader Apple, men det er bekymrende, at han ikke bliver erstattet.
“En eller anden skal have ansvaret for design, hvis Apple skal blive ved med at være Apple og jeg kan ikke se, hvordan det skal ske fra den nuværende ledelse. ‘Cheif design office’ er ikke bare en titel skabt for Jony Ives skyld, det bør være en permanent titel.”
Apple: “Jony er enestående i designverdenen”
I en pressemeddelelse beskriver Tim Cook Ive på følgende måde: “Jony er enestående i designverdenen, og hans rolle i Apples genrejsning kan ikke overvurderes. Fra 1998’s banebrydende iMac til iPhone”.
Som flere medier skriver, så er der tale om den nok mest markante fratræden hos Apple, da Ive var en af de bærende kræfter til at vende skuden for Apple, der midt i 90’erne var tæt på konkurs. Flere medier skriver samtidig, at Apple-aktien har oplevet et stort fald i kølvandet på nyheden, men her efter lukketid viser aktieindekset hos NASDAQ dog kun et fald på 0,03 procent.