10 ting, du troede, Apple var først med
3. Første mobil med kapacitiv skærm
Langt de fleste mobiler med touch-skærm benyttede frem til iPhone såkaldte resistive skærme. Teknikken havde den fordel, at man kunne få høj præcision, og de blev med fordel brugt med pen. Ulempen var, at skærmene skulle være lidt bløde, for at teknikken skulle fungere, og de blev derfor hurtigt slidt.
Den alternative kapacitive teknik har en lige så lang historie som den resistive, og har den fordel, at den fungerer med hårde glasskærme og ikke kræver fysisk tryk, hvilket gør, at den fungerer bedre med fingre, men den blev ikke anset som passende til touch-skærme på mobiler, da præcisionen var dårligere. Apple knækkede koden ved at udvikle et styresystem, hvor alle ikoner og fingerfagter var grovkornede nok til, at man ikke behøvede den præcision på pixelniveau, som de resistive skærme gav.
Men iPhone var ikke den første mobil med kapacitiv touch-skærm. Den ære har LG Prada, der blev præsenteret nogle måneder inden iPhone i 2007, og kom på markedet godt en måned tidligere.
LG Prada kan siges at have haft en lignende funktionsopsætning, som den første iPhone, men fik ikke efterfølgere på samme måde. Med tanke på, at det tager flere år at udvikle en ny mobiltelefon, synes vi, at en måned her og der er uden betydning, og kalder det en delt førsteplads.
4. Først med strygefagter som styring
I marts 2002 viste det nystartede firma Neonode en kommende supermobil frem, der skulle slå de fleste på markedet med hensyn til funktioner i et næsten usandsynligt lille format. I den forbindelse var det mest interessant, at den havde en lille skærm med firmaets egen patenterede touch-skærmsteknik, hvor det meste blev styret med strygefagter.
Mobilen Neonode N1 blev absurd forsinket, og da den dukkede op i 2004, manglede den flere af de lovede funktioner, men touch-skærm med strygestyring havde den. Det var dog ikke strygefagter, som de ser ud i dag, hvor man stryger til siden for at blade mellem skærmene og op og ned for at scrolle. Disse og andre, som at man zoomer ind og ud ved at knibe fingrene på den måde, der i dag er standard, var det Apple, der udviklede.