Sensation: Apple kommenterer på rygte
“Vi har kontaktet Apple for en kommentar, men afventer stadig svar”. Sådan cirka med den ordlyd har al verdens tech-medier formentlig prøvet at skrive i en eller flere artikler vedrørende et eller andet rygte om Apple. Apple har nemlig et princip med slet ikke at svare på rygter. Hvor andre trods alt siger, at de har læst om ditten eller datten om deres selskab, men desværre ikke kommenterer på rygter, så svarer Apple stort set aldrig.
Men det gør de nu og det er der nok en grund til, for det er et rygte, der formentlig kan ødelægge den gode stemning i forhold til Apples forhold til mobiloperatørerne. Rygtet går nemlig på, at Apple vil til at starte sit eget mobilselskab som MVNO, altså lige som Telmore, CBB, Oister eller Callme her hjemme, hvor man lejer sig ind på et netværk med sit selskab.
Se også: Køb iPhone 6 til bedste pris
Apple afviser eget mobilselskab
Apple skulle angiveligt allerede være i gang med at teste netværket blandt sine ansatte og mobilselskabet vil operere i USA og Europa, i følge rygterne hos Business Insider. Men rygtet har ingen gang på jord, siger Apple i en kommentar til Mashable.
“Vi har hverken talt om det eller har planer om at lancere en MVNO”, siger en talsmand fra Apple. Det var med andre ord en kort kommentar fra Apples side, men ikke desto mindre en kommentar.