Det vil vi teste på iPhone 11 Pro og Pro Max

iPhone 11 bliver en af årets mest omtalte mobiltelefoner - Se rygter og de funktioner, vi vil se ekstra grundigt på i vores test af iPhone 11.

Det vil vi teste på iPhone 11 Pro og Pro Max

Lanceringen af Apples nye iPhones ventes at ske den 10. september og vi ser naturligvis frem til at få fingre i dem for at se, om der sker mere interessante fremskridt end rygterne siger sammenlignet med sidste års modeller. Her er nogle af de ting, vi vil teste ekstra grundigt i vores test og anmeldelse af iPhone 11.

Vi nærmer os september og det betyder, at vi snart skal gøres os klar til et nyt kuld iPhones. Det er lidt uklart, hvad iPhone 11 ender med at blive kaldt. Rygterne siger, at de får en mindre navneændring og kommer til at hedde iPhone 11 Pro og 11 Pro Max.

Ret beset er det ligegyldigt, hvad de kommer til at hedde – bare de kommer med nogle nye gode funktioner og muligheder. Her er nogle af de ting, vi vil granske ekstra grundigt i vores test og anmeldelse af iPhone 11 både i artikel og på video, når vi modtager telefonen til test.

Se også: Find bedste pris på iPhone

 

Test og anmeldelse af iPhone 11 – det vil vi kigge på

Design: Grundlæggende forventer vi samme designudtryk på iPhone 11 som på de seneste generationer med iPhone Xs og X – måske lidt tyndere men det bliver i bagatelgrænsen. Dog ser der ud til, at bagsiden kommer til at se noget anderledes ud med tre kameraer samlet i venstre øverste hjørne. Det ser lidt specielt ud på de billeder, der er dukket op, men det ser faktisk også ud som et meget genkendeligt design og det er formentlig noget, Apple higer efter.

Er det skuffende, hvis designet ikke ændres radikalt på iPhone 11? Bestemt ikke. De sidste par generationer ser flotte ud, så der er ingen grund til at lave noget synderligt om på det.

Skærm: Skærmen er en vigtig del af dagens mobiltelefoner og Apple høster altid roser for flotte skærme på deres high end telefoner. Der har været forskellige rygter omkring skærmen. Et har gået på, at alle i 11-serien får OLED-skærm, hvilket vil være nyt – normalt har den billige variant LCD-skærm. Og på det seneste er der kommet rygter om, at det også bliver tilfældet i år. Det bliver interessant at se, om Apple helt dropper den udskældte notch øverst på skærmen og i stedet bruger samme løsning som Samsung for eksempel med et lille bitte “hul” i skærmen til selfie-kamera og sensorer.

Størrelsen på skærmene på de nye iPhone 11’ere er der naturligvis også gisninger om. Nogle rygter har gået på 6,7 tommer på den store Max-udgave, mens de fleste dog forventer, at Apple holder fast i 6,5 tommer. Formentlig bliver de 6,5 tommer så bedre udnyttet på fronten, så selve telefonen bliver mindre rent fysisk. Hvis Apple holder fast i 6,5 tommer til den store, så forventer vi også, at de holder fast i 5,8 tommer til iPhone 11 i standardudgaven og 6,1 tommer til billigere iPhone 11-variant.

Får iPhone 11-telefonerne indbygget fingeraftryksscanner under skærmen? Det kunne være interessant at se, om Apple kan lave en løsning, der rent faktisk virker hver gang og det hurtigt. Dog fungerer deres Face ID fremragende til at låse op og de satser formentlig på at videreudvikle den.

Kamera: Det vil være pinligt, hvis Apple ikke kommer med et triple setup til kameraet på i hvert fald de to dyre udgaver af iPhone 11. Hvorfor vil det være pinligt? Fordi vi har set den forskel det gør at have et dedikeret kamera til ultra vidvinkel og telefoto. Det kan muligvis klares med software, men det vil ikke være samme gode løsning som hvis det bliver klaret med hardware – og det forventer vi naturligvis, at Apple gør. I dag ser vi telefoner med 5 x optisk zoom – vi har også set 10 x optisk zoom på en mobil fra Oppo. Det skal vi dog ikke forvente sker med iPhone 11. Dog kan vi forvente 3 gange optisk zoom og også bedre billedkvalitet, når vi tager billeder i mørke uden brug af fotolys.

De nyeste iPhones tager okay selfies, men særligt selfies taget med den nye Samsung Galaxy Note 10+ er af en helt anden kaliber. Over 40 procent af alle billeder taget med en mobil skulle være selfies, så det er spændende at se, om Apple gør noget for at forbedre selfie-kameraet markant.

Batteriet: iPhone Xs havde faktisk et svagere batteri end forgængeren, hvilket var overraskende – vi håber ikke, at Apple følger samme spor med iPhone 11. Rygterne siger, at 11 Max får 3.650 mAh batteri og 11 får 3.110 mAh. Det vil være en pæn fremgang på batterikapaciteten på cirka 500 mAh. iPhone har ikke brug for helt samme batterikapacitet som Android på grund af den måde, Apple har fuld kontrol over software og hardware i sine telefoner og får iPhone 11 den rygtede batterikapacitet, så vil det få en væsentlig betydning for batterilevetiden.

Vi håber også, at Apple endelig lægger en lynoplader i æsken og ikke nøjes med den sædvandlige standardoplader.

Antennekvalitet: Antennekvaliteten har til alle tider været blandt de ringeste på mobiltelefoner på iPhone. Vi håber naturligvis på, at der bliver ændret på det med iPhone 11, men intet tyder på, at det vil ske. Det vil være en sensation, hvis der pludselig bliver lavet om på det.

Pris: Prisen er naturligvis en vigtig faktor, når man skal købe ny mobil. iPhone er blandt de allerdyreste telefoner og intet tyder på, at der bliver lavet om på det. Apples iPhone-salg falder og det skal der kompenseres for med høje priser. iPhone XS kostede faktisk det samme som forgængeren med en pris fra 8.899 kroner, mens iPhone XS Max koster fra 9.799 kroner. Ikke engang den dyreste variant af Samsung Galaxy Note 10+ koster så meget.

Der går rygter om, at Apple vil hæve priserne på iPhone 11 på grund af svigtende salg, så de kan holde omsætningen – det håber vi naturligvis ikke bliver tilfældet, men det er noget, vi vil holde et vågent øje med. Skulle Apple finde på at sænke prisen på iPhone 11 sammenlignet med iPhone XS-telefonerne, vil det være en lige så stor sensation, som hvis Apple forbedrer antennekvaliteten markant.

Er der noget særligt, du ønsker, vi fokuserer på i vores test af iPhone 11, så skriv en kommentar herunder artiklen og vi skal efter bedste evne forsøge at teste det.

Se også: Anmeldelse af iPhone XS

 

Lancering, forudbestilling og salg 

iPhone 11 bliver lanceret tirsdag den 10. september (siger rygterne i hvert fald) og stemmer den dato, forventer vi, at de er klar til salg senest den 23. september. Du kan naturligvis læse alt om iPhone 11 og dens specifikationer, funktioner, salgsstart og pris her på mobil.nu – og du kan også læse test af iPhone 11, her på mobil.nu, så snart det er muligt.

Alle de danske teleselskaber får iPhone 11 i sortiment. Når det er muligt, kan du sammenligne pris på iPhone 11 med abonnement og du kan også sammenligne pris på iPhone 11 uden abonnement på henholdsvis telepristjek.dk og pricepusher.dk.

Se også: Nyheder om iPhone 11

 

Videre om temaet

Her finder du efterfølgende nyt og anvisning til de seneste nyheder om emnet. katrine gik videre med historien. Allerede d. 20/8/2019 kørte vi en opfølgning med en artikel med tematikken Sådan prøver Apple at få dig til at købe de dyre iPhones – Artiklen kan du læse her. Seneste nyheder om iPhone kan du læse her..