6 tips til forælder til at beskytte børnenes mobil mod virus
Vi hører ofte om malware, ransomware og andre former for ondsindet apps, der kan koste brugerne dyrt. Så sent som i dag har vi skrevet om malwaren AdultSwine, der lægges ind i apps særligt målrettet børn. Sikkerhedsekspert kommer her med 6 gode råd til, hvordan man som forælder kan beskytte mobilen eller tabletten, som ens børn får eller har adgang til.
AdultSwine: Malware viser porno i apps til bårn
AdultSwine er den seneste form for malware mod apps i Google Play blevet døbt og der er da også tale om en svinsk omgang. IT-kriminelle sørger for, at der bliver vist pornoreklamer i apps målrettet børn og samtidig advarer de mod, at mobilen er ramt af virus og at den kan fjernes via et link, der popper op samtidig.
Problemet med det link er, at man risikerer at betale for noget, der ikke virker eller som suger private informationer ud om brugeren fra telefonen.
Se også: De bedste antivirus programmer
Forældre risikerer tyveri af vigtige personlige informationer
Jan Johansen, SE Manager for Check Point i Norden, forklarer om fremgangsmåden:
“Fra bagmændenes side, er målsætningen helt klar: De ønsker en øjeblikkelig og uigennemtænkt handling fra brugerens/forældrenes side – eks. at man får klikket på et link, valgt og betalt for en falsk sikkerhedsløsning, som yderligere vikler offeret ind i bagmændenes garn. Det kan være i form af yderligere ”sikkerhedsløsninger”, der skal betales for, afluring af data og fortroligt indhold på brugerens enhed eller svindel ift. brugerens Apple/Google account – i yderste tilfælde tyveri af kreditkortoplysninger og så videre”.
Se også: Google Play Protect giver elendig beskyttelse
Guide til at beskytte børnenes mobil og tablet mod malware
For private brugere kommer Johansen her med en række håndregler, der specielt gælder for forældre, der stikker en tablet eller smartphone i hånden på deres 4-årige – eller for så vidt også deres 10-årige.
- Knyt enheden til en dedikeret Apple/Google konto – som du som forælder 100% administrerer
- Lad aldrig barnet selv søge og installere apps – denne funktion skal blokeres med kodeord som udskiftes jævnligt – og ikke udleveres til barnet
- Lås enheden så meget ned, at der kun er adgang til de funktioner, som barnet skal bruge
- Følg med i og gennemse jævnligt de apps, som barnet benytter
- Sæt begrænsnigninger på adgangen til ukendte hotspots og brug af 4G netværk – hvis ikke dette er aftalt
- Lær barnet en internetetikette og -skik, der behandler al information og brug af internettet som en blandet slikpose med noget godt og noget skidt – og en kritisk stillingtagen til alt, hvad der kan ses og hentes.
Se også: Nyheder om IT-kriminalitet