Amazon går sammen med Motorola i krigen mod Google om fremtidens computere
De har allerede hver sin assistent, der konkurrerer mod hinanden. Google har Assistant og Amazon Alexa, og begge selskaber har travlt med at sprede disse assistenter til så mange enheder som muligt. Nu har Amazon lige annonceret deres seneste våben i kampen – samarbejde med Motorola.
Se også: Priser på smartphones
Stemmestyring er fremtiden
Fælles for disse assistenter er, at man styrer dem med tale, hvor du for eksempel kan bede dem om information om et emne, kontrollere noget i dit smarte hjem eller ringe op til en kontakt.
Udviklingen inden for stemmestyring er stadig i et tidligt stadie, men både Amazon og Google er sikre på, at dette er fremtiden.
En anden ting, de har til fælles, er, at deres assistenter i begyndelsen var eksklusive til selskabernes egne produkter. Alexa kunne kun fungere med Echo smart-hub’en, og Google Assistant kun med Google Home hub’en og Googles Pixel-telefoner.
Det er dog ved at ændre sig, og andre producenter af hardware bliver inviteret ind i varmen.
Forleden annoncerede Google for eksempel, at de vil begynde at rulle Assistant ud til andre Android-telefoner end blot Pixel. Umiddelbart er kravet, at telefonen har Android 6.0 eller nyere.
Se også: Stemmestyring – derfor bliver det stort
Amazon i samarbejde med Motorola om stemmestyring
Til gengæld har Motorola, der ejes af Lenovo, annonceret, at de går sammen med Amazon for at få Alexa ind i deres telefoner.
Til at begynde med gælder samarbejdet Motorolas modul-telefon Moto Z, der kom på markedet sidste år. Fidusen ved den telefon er, at du som bruger kan tilføje hardware for at skræddersy den. Det kan for eksempel være større højtalere eller et bedre kamera.
Amazon skal lave en sådan tilføjelse med Alexa, der så kan kobles til telefonen og dermed integrere den virtuelle assistent. Meningen er dog, at Motorola skal have Alexa ind i flere og flere smartphones, også af slagsen, der ikke er opbygget af moduler.
Se også: LG G6 får Google Assistant
Samarbejdspartnere svigter Google
Indtil videre ved vi ikke ret meget om det her, og Motorola holder tæt. Det er dog ikke første gang, Amazon og Alexa er gået ind i et Android-partnerskab.
Tilbage i januar måned annoncerede Huawei, at Amazon kom med i Mate 9-telefonen. Det kan komme til at give Google problemer, da flere af Googles Android-partnere nu vender sig mod konkurrenten for at få fat i denne teknologi, der muligvis vil blive den næste store trend.
Det bliver spændende at følge de to konkurrenter, efterhånden som de prøver at få deres assistenter med i alt fra biler, ure og køleskabe.
Se også: Nyheder om stemmestyring