Analytiker: Forbud mod brug af netværk fra Huawei vil få stor betydning for 5G udrulningen i Danmark

Beslutter myndighederne, at teleselskaberne skal skifte netværksudstyr fra Huawei ud får det stor betydning for 5G-udrulningen i Europa - det er noget, der bekymrer teleselskaberne meget, forklarer teleanalytiker.

Analytiker: Forbud mod brug af netværk fra Huawei vil få stor betydning for 5G udrulningen i Danmark

Sagen om Huaweis anholdte finansdirektør Wanzhou Weng har rystet teleoperatører verden over. Falder der dom i sagen, der går mod Weng, der er anklaget for at have benyttet Huawei til ulovlig handel med Iran, så kan det få stor betydning for myndighedernes beslutning om, hvorvidt teleselskaberne må benytte Huaweis netværksteknik til udbygning af mobilnetværk. Allerede inden sagen mod Weng var der i forvejen stor debat og kendes Weng skyldig, vil det i den grad være brænde på bålet til den diskussion.

 

Huawei-sagen kan få stor betydning for 5G i Europa

Hele sagen bekymrer som sagt teleoperatørerne rundt om i verden, særligt dem der bruger Huaweis netværksteknik og det kan få stor betydning for udrulningen af 5G i Europa, for eksempel, forklarer teleanalytiker John Strand fra Strand Consult.

“En række operatører frygter, at myndighederne rundt om i verden vil forbyde brugen af kinesisk udstyr i core netværket. Hvis det sker, så kan det udløse meget store regninger, der kan påvirke selskabernes evne til at investere i de nye teknologier herunder 5G. Vi mener, at der er en begrundet risiko for at et ændret syn på brugen af kinesisk udstyr kan forsinke 5G-udrulningen i Europa. Den frygt er vokset siden Andrus Ansip fra EU i sidste uge talte mod Huawei. Operatører rundt om i verden, specielt dem med meget kinesisk infrastruktur, er ikke glade for den usikkerhed, der er omkring brugen af kinesisk udstyr lige nu.

Det, jeg kan konstatere, er, at det, der sker lige nu, kommer til at påvirke udrulningen af 5G i Europa. Det skyldes, at teleselskaberne med stor sandsynlighed vil holde igen med investeringerne frem til, at de har en afklaring på, hvad de må købe og hvad de ikke må købe, samt om de bliver tvunget til at udskifte noget af deres udstyr. Den usikkerhed, der er lige nu, har en negativ effekt på markedet – det er alle de teleselskaber, jeg taler med, enige om”, forklarer John Strand.

Se også: Teleselskaber skider grønne grise efter anholdelse af Huaweis finansdirektør

 

Hører til på EU-niveau – teleselskaber har krav på retssikkerhed

John Strand mener, at der er brug for en hurtig afklaring og at den skal komme fra EU.

“Jeg mener, at den sag hører til på EU-niveau, jeg mener ikke, at danske myndigheder har evnerne til at overskue dette. Vi taler om, at et forbud mod kinesisk udstyr kan få store konsekvenser for TDC og andre operatørers historiske investeringer og muligheden for at investere i fremtiden. Vi taler også om, at kineserne og operatører, der ofte har købt kinesisk udstyr ind med myndighedernes godkendelse, trods alt har krav på en eller anden form for retssikkerhed, der tager udgangspunkt i nogle seriøse vurderinger af det, der sker og konsekvenserne for EU, Danmark og ikke mindst teleselskaberne”.

 

Det vil koste mange penge at droppe Huawei

I Canada har man regnet på, hvad det vil koste at skifte Huaweis netværksudstyr ud og opsætte nyt. Prisen er vurderet til cirka 1 milliard dollars. John Strand siger, at det svært at lave den opgørelse i relation til for eksempel TDC, hvor Huawei står for netværket.

“Man skal betragte et telenetværk som et løg, hvor de enkelte elementer udgør hvert sig lag. Meget simpel, så kan du dele nettet op i tre hovedelementer; corenetværket, som er rygraden i nettet, access-delen som er den sidste del enten ved hjælp af kabler eller radionetværk, og så er der managed services-delen, som er driften.

Det vil koste mange penge at skifte netværket og set i lyset af, at de nye ejere af TDC har valgt, at TDC næste år skal reducere deres investeringer med cirka 850 millioner kroner, så vil en politisk beslutning, der tvinger TDC til at skifte kinesisk udstyr ud, få en negativ indflydelse på udrulningen af 5G i Danmark”, lyder det fra Strand.

Se også: Teleoperatører med bedste netværk

 

Vi skal se politisk lederskab

Strand mener, at der er brug for, man tager en dyb indånding i sagen, så vi ikke går i panik.

“Jeg vil ikke gøre mig til ekspert på, om man kan stole på kineserne – det må være op til myndighederne at træffe den beslutning. Frem til i dag kan jeg konstatere, at man ikke har fundet dokumentation på, at de misbruger deres udstyr. Jeg kan også konstatere, at de indkøb, som en række store og seriøse teleselskaber rundt om i verden har lavet, er godkendt af myndighederne. Rent praktisk, så har det ikke været en hemmelighed, at selskaberne har købt kinesisk udstyr.

Vi må se noget politisk lederskab, hvor de ansvarlige myndigheder kommer med en klar udmelding om, hvordan de ser på dette. Måske skulle du hive fat i teleministeren og spørge ham om, hvordan han ser på dette – lige nu ligner han en minister, der gemmer sig”, slutter John Strand.

Se også: Nyheder om 5G