Apples App Tracking Transparency får Facebook til at true med betaling

Facebook og Instagram opfordrer brugerne til at takke ja til tracking på iOS-enheder, hvis tjenesterne skal blive ved med at være gratis at bruge.

Apples App Tracking Transparency får Facebook til at true med betaling

Da iOS 14.5 rullede ud forleden til iPhones og iPads verden over, var tjenester som Facebook og Instagram ikke begejstrede. Faktisk har direktøren for Facebook ( der også ejer Instagram), Mark Zuckerberg, gennem de seneste måneder raset over og frygtet udrulningen. Det skyldes Apples nye App Tracking Transparency-system, hvor brugerne aktivt skal godkende tracking på tværs af enheder.

Zuckerberg har været ude og sige, at det vil gå hårdt ud over de små virksomheder, men de fleste er enige om, at han først og fremmest frygter, at Facebook og selskabets andre tjenester ikke kan tracke brugerne på samme måde som hidtil i profittens navn. Jo mere data de har om brugerne, desto mere værdifulde er der annoncer.

Se også: Telefoner med opdateringer i mange år

Facebook truer: Kan være slut med gratis brug hvis man ikke takker ja til data tracking

Nu henvender Facebook og Instagram sig så direkte til brugerne, når man besøger deres websites eller bruger deres apps. De skriver, at hvis tjenesterne skal være gratis at bruge i fremtiden, så skal de sige ja tak til tracking.

I et blogindlæg skriver Facebook, at denne henvendelse skal hjælpe brugerne med at tage et oplyst valg  om, hvordan deres data bruges.

Se også: Nyheder om sociale medier og privacy