Blackberry viser tegn på forandring

Gode nyheder for Blackberry for første gang i et godt stykke tid, hvor dundrende underskud er vendt til lille overskud. Udfordringerne er dog stadig massive.

Blackberry viser tegn på forandring

Blackberry har brugt de seneste år til at forsøge at tilpasse sig, siden selskabets telefonsalg konstant er dalet, efter at smartphones med iPhone og Android i spidsen blev introduceret.

For at tjene penge har selskabet, der i et stykke tid var ved at blive solgt til Fairfax Financial Holdings, også solgt ud af en del ejendomme, og nu seneste også en udviklingsafdeling i Tyskland.

I den seneste kvartalsrapport fra Blackberry konstateres det, at det er lykkedes at mindske de operative udgifter med 57 procent på et år, hvilket bidrog til, at selskabet fik et overskud i den periode på 23 millioner dollar.

Det er en stor forbedring i forhold til kvartalet før, hvor Blackberry i stedet havde et underskud på 423 millioner dollar. Selvom det er lykkedes at vende underskud til et lille overskud, har selskabet stadig måtte kæmpe med dalende indtægter. På et år er indtægterne nemlig styrtdykket med 69 procent.

Ifølge investmentsitet Seeking Alpha er der dog flere tegn på, at Blackberry ser ud til for alvor at vende skuden, så de kan fokusere på stigende indtægter.

 

Blackberry Z3 skal vende skuden

Blackberry Z3 er for nylig blevet lanceret i 13 lande, og indtægterne fra hardwaresalg er allerede steget noget, hvis man sammenligner sidste kvartal med årets første kvartal.

Eftersom telefonen ventes at sælge godt i de lande, hvor Blackberry stadig står stærkt, så som Indonesien, tror Seeking Alpha, at indtægterne vil stige yderligere for selskabet.

blacberry z3

 

Indonesien har cirka 240 millioner indbyggere, og der foretrækker 48 procent af smartphone-brugerene netop Blackberry ifølge en rapport fra Nielsen. Hvis Blackberry desuden kommer med en LTE-variant af Z3 i Storbritannien, USA og Canada, kan det føre til nye vigtige indtægter ifølge Seeking Alpha.

Desuden venter lancering af den kvadratiske Blackberry Passport-model lige rundt om hjørnet. Samlet bedømmer Seeking Alpha derfor, at Blackberry kan komme til at sælge op mod 10 millioner mobiler verden over i år.