Chrome vil gøre det sværere for selskaber at tracke dig, undtagen for Google selv
Google er på vej med et træk, der skal vise, at de er mere interesserede i at holde brugernes privatliv privat, end man måske skulle tro om et selskab, der selv indsamler store mængder information om sine brugere.
Google vil gøre det sværere at tracke folk – men ikke for Google selv
Ifølge Wall Street Journal kommer Google med en ny funktion til Chrome-browseren, der skal gøre det meget sværere for selskaber at tracke dig online. Det gælder bare ikke for Google selv.
Funktionen skal give brugerne mere information om cookies, der tracker dem. Det er en funktion, der har været længe undervejs, hele seks år har Google arbejdet på den, men efter alle de skandaler om brud på privatlivets fred, der er dukket op siden hele historien med Facebook og Cambridge Analytica, har Google sat ekstra fart i arbejdet.
Se også: Find billige mobilpakker
Tiltag kan ramme andre marketingsselskaber
Personer, der kender til projektet, forventer, at Googles nye funktion bliver noget af en mavepuster for andre digitale marketingselskaber. Hagen ved det hele er dog, at Googles egne cookies ikke blokeres af den nye funktion, og de indsamler jo også massevis med information. Det har en række offentliggørelser de seneste par år vist, og det gælder også placeringsdata, som man som bruger måske ikke er interesseret i at dele.
Wall Street Journal skriver også, at Google kun går efter cookies, der installeres af selskaber med profit for øje, men igen: Altså ikke Google selv.
En af Googles store indtægtskilder stammer fra reklame, og det data, selskabet ved hjælp af cookies samler om sine brugere, gør det muligt for Google at sælge reklamer, der er bedre rettet mod bestemte kundegrupper. Med den funktion, Google er på vej med, kan de gøre netop det sværere for sine konkurrenter.
Se også: Find billige smartphones
Ligner en sag for EU
Derfor vil det nok ikke komme som en overraskelse, hvis myndigheder rundt om i verden kommer med nye antitrust-anklager mod søgegiganten, når funktionen er blevet virkelighed. Det ligner i hvert fald en sag for Margrete Vestager i EU, hvis det virkelig forholder sig sådan, som Wall Street Journal skriver.
Se også: Nyheder om Google