Danske roamer som aldrig før i udlandet – stigning på 33 procent på et år
Inden sommeren 2017 havde vi alle en naturlig indbygget frygt for at bruge mobilen i udlandet med mindre man kunne komme på en wifi-forbindelse. Roamingafgifterne var nemlig afsindigt høje og det kunne let koste tusindvis af kroner at bruge mobilen i løbet af en til to ugers ferie i udlandet. Det kan det sådan set stadigvæk uden for EU, men siden sommeren 2017 har EU-reglerne for roaming gjort det langt mere attraktivt at bruge mobilen i EU uden at man skal tænke over at modtage skyhøje mobilregninger.
33 procent mere data brugt i udlandet
I hvert fald viser nye tal fra teleselskabet 3, at dataforbruget i udlandet denne sommer har været højere end nogensinde før. Selskabets kunder har nemlig brugt 33 % mere data i år i de lande, som danskerne rejser mest til sammenlignet med sommerferien sidste år.
”Tallene viser, at danskerne tager deres digitale vaner med på ferie. Deres smartphone indeholder et hav af nyttige funktioner, som de er vant til at have lige ved hånden, og derfor er det helt naturligt, at de også bruger dem på ferien. Telefonen er samtidig en fast kilde til underholdning, og forbindelserne i udlandet er efterhånden så gode, at mange også bruger dem til streaming af film, serier og Youtube i skyggen under parasollen eller til børnene på bagsædet i bilen,” siger David Elsass, der er direktør for privatmarkedet hos 3.
Se også: Find mobilabonnement med fri roaming i udlandet
Brug af mobilen i udlandet kan stadig blive dyrt
David Elsass advarer dog og siger, at der stadig er steder i verden, hvor hver megabyte koster en del – op mod 100 kroner per MB og det kan også stadig koste over 20 kroner i minuttet at føre samtaler i en række lande.
Der er dog flere og flere muligheder for at kunne bruge mobilen uden roaming-afgifter uden for EU. Blandt andet tilbyder 3 at man kan bruge sin mobil i en række lande uden for EU uden at skulle tænke på roaming-afgifter og det samme gør også YouSee, Telenor og Telia. 3 er dog stadig det teleselskab, der tilbyder roaming-fri brug af mobilen i flest lande. Se oversigt til lande med fri roaming hos de danske teleselskaber.