Derfor er 600 millioner Samsung-mobiler i hacker-fare
Den præinstallerede version af tastatur-appen Swiftkey på Samsung-mobiler krypteres ikke korrekt ved opdateringer, mener Ryan Welton, der er forsker ved sikkerhedsfirmaet Nowsecure. Fejlkrypteringen betyder, at angribere kan få adgang til telefonens funktioner samt snige skadelig kode ind på telefonen.
Hacker-metoden blev vist frem ved Blackhat sikkerhedskonferencen i London i december sidste år. Dem, der er i stand til at udnytte fejlen kan således få adgang til de indbyggede sensorer, GPS, kamera og mikrofon. Den skadelige kode, de kan lægge ind på telefonen uden ejerens viden, vil for eksempel kunne modificere apps, der ligger på telefonen i forvejen. Hackere vil også kunne lytte til ens samtaler, se beskeder og billeder på mobilen.
Se også: De bedste alternativer til Samsung mobiler
600 millioner Samsung-mobiler i farezonen
Det skal dog understreges, at det kun er muligt at hacke Samsung-mobilerne, når Swiftkey opdateres, så risikoen er ikke kæmpe stor – men op mod 600 millioner Samsung-mobiler skulle være i farezonen.
Swiftkey oplyser, at de arbejder sammen med Samsung om at finde en måde at løse problemet på. Det står uklart, hvem der har ansvaret for fejlen, men anonyme kilder siger til Techcrunch, at det handler om den måde, som Samsung har implementeret Swiftkey på i sine mobiler og at fejlen ikke ligger hos Swiftkey.
Nogle af de modeller, der er bekræftet som værende i risikozonen er Galaxy S6, Galaxy S5, Galaxy S4 och Galaxy S4 Mini.