Ericsson trækker sig helt fra MWC 2021 i Barcelona
Det var med en lettere hovedrysten, da vi læste, at Mobile World Congress 2021 i Barcelona skulle afholdes. Vacciner ruller godt nok ud verden over, men der er stadig enorm usikkerhed, når det gælder hele situationen omkring COVID-19. Coronapandemien er på ingen måder under kontrol. At samle 50.000 mennesker, som er ambitionen for årets MWC 2021, indendørs i 5-6 dage virker hovedløst.
Ericsson melder afbud til MWC 2021 – ikke forsvarligt sundhedsmæssigt
Det synes Ericsson tilsyneladende også. De oplyser nu, at de trækker sig helt fra årets mobilmesse i Barcelona og hæfter sig ved, at det ganske enkelt er for usikkert rent sundhedsmæssigt.
Ericsson er en af de helt store udstillere på messen og kan starte en lavineeffekt lige som det skete i 2020, hvor de også var den første store spiller til at melde afbud. Sidste år blev messen ikke til noget. Normalt afholdes MWC slutningen af februar eller start marts, men i år er det planen, at den afvikles til juni. Hvis den altså bliver til noget.
Ericsson oplyser, at de er kede af at måtte tage beslutningen, men de er nødt til at sætte sikkerhed og sundhed højere end deltagelse. De ser frem til igen at kunne deltage i fremtiden, lyder det fra selskabet.
Se også: Guide til de bedste telefoner
Afbud få timer efter sikkerhedsplaner blev offentliggjort
Afbuddet til messen kommer samtidig noget uheldigt, kun få timer efter at messens organisator, GSM Association, havde offentliggjort detaljer for, at hvordan de ville sikre folks sikkerhed på messen. Det var altså ikke nok til at berolige Ericsson.
Se også: Nyheder om MWC 2021