Google SkinMarks: Tatoveringer, der gør kroppen til touchpad
Det gik jo ikke så godt, da Google forsøgte at lancere Google Glass, men det betyder ikke, at selskabet har givet op på de mere specielle idéer.
Ifølge CNET er nogle af de nyere projekter nye mixed reality-briller, VR-kontroller der imiterer vægten af virtuelle genstande og nye smartwatches.
Google SkinMarks – gør kroppen til touchpad
Men den nok mest langsøgte idé er en midlertidig tatovering, der mere eller mindre gør din hud til en stor touchpad.
Pointen med idéen, der har arbejdsnavnet Skin Marks, er at gøre det mere naturligt at interagere med teknologi. SkinMarks kan sættes på fingre eller de dele af hånden, hvor finmotorikken er bedst. Det vil gøre det til en helt naturlig ting at bruge sensorerne ved at bøje en finger eller knytte næven.
Tatoveringerne er udviklet af forskere ved The Saarland University med penge fra Google. I rapporten om projektet skriver forskerne: ”Ved hjælp af voldsomt reduceret tykkelse af tatoveringerne og øget elasticitet, er en SkinMark fleksibel nok til at tilpasse sig til uregelmæssig geometri, som bøjelige linjer og udstikkende knogler.”
Se også: Find bedste priser på IoT enheder
Touch-tatoveringer kan give Google endnu mere brugerdata
Udover sejren i at slå andre aktører inden for wearables som Facebook eller Apple, skriver CNET også, at Google er meget interesseret i at få flere til at bruge wearables. Eller i dette tilfælde sætte dem på huden, for at kunne få fat i endnu mere af brugernes dejlige data.
Målrettet reklame indbringer Google mere end 160 milliarder dollars om året. Helt nye kategorier af data, som enheder som tatoveringer ville kunne give, kan være endnu mere værdifulde. Så er spørgsmålet bare, om man har lyst til at lade Google invadere ens privatsfære i endnu højere grad end hidtil…
Se også: Nyheder om wearables