Rigsadvokat: USA bør investere i Nokia og Ericsson
Det er ret tydeligt, at den amerikanske regering ikke vil have noget med Huawei og deres 5G-udstyr at gøre, når det kommer til at udbygge 5G-netværket i USA. Det betyder, at de må vende sig til andre selskaber for at få det udstyr, de skal bruge.
USA bør overveje investeringer i Nokia og Ericsson
Ifølge den amerikanske rigsadvokat, William Barr, har han foreslået den amerikanske regering, at man skal overveje at investere i andre selskaber, der også arbejder med 5G. Blandt kandidaterne er Nokia og Ericsson.
Barr mener, at det er ved at være tid til at vælge, hvilken hest man skal satse på i kapløbet om 5G. ”Hvem er den eller de leverandør(er) af 5G-udstyr, vi vil stole på til at konkurrere med Huawei på det globale plan, når det gælder at vinde kontrakter fra operatører og forhindre Huaweis vej til dominans?”, spørger Barr.
Videre siger han dog, at hverken Nokia eller Ericsson på nuværende tidspunkt er oppe på Huaweis niveau eller har støtte fra det, han kalder ”et magtfuldt land med et større forankret marked”, i Huaweis tilfælde Kina.
Derfor mener han, at USA skal købe en andel af disse selskaber.
Se også: Får landdistrikter også 5G?
Investering vil give USA mere kontrol
Ved at købe en større eller mindre del af Nokia eller Ericsson og dermed alliere sig med det eller de selskaber, mener han, at USA selv kan møde udfordringen. Et køb kan ifølge Barr enten være direkte fra regeringens side eller via et konsortium af private selskaber med base i USA eller en af USA’s allierede.
Om Barrs forslag bliver virkelighed, må tiden vise.
Se også: Nyheder om 5G