Sikkerhedsfirma advarer mod at shoppe online i arbejdstiden på Black Friday
Der tages hul på Black Friday allerede nu og det kulminerer den 29. november på den rigtige black Friday med gode tilbud. Men den store forbrugsfest lokker uønskede gæster til, advarer IT-sikkerhedsvirksomheden Bitdefender.
Hackere udnytter Black Friday til at hacke virksomheder
Hackere og cyberkriminelle står nemlig klar til at udnytte Black Friday til at lokke forbrugere i deres fælder for derved at få adgang til fortrolige oplysninger, der kan hjælpe dem med at bryde gennem sikkerhedsmuren hos virksomheder.
“Virksomheder er i høj grad påvirket af, at der under og op til Black Friday udsendes en bølge af spammails. Det er i særdeleshed fordi mange af dem kan inficeres, så de spreder malware og virus til virksomhederne gennem deres købeglade medarbejdere,” fortæller Bogdan Botezatu, der er ekspert i digitale trusler hos Bitdefender.
Ved at få fingrene i brugernes kodeord, mailkonti, computere med mere kan hackere få adgang til arbejdspladsen. Derfra kan de lukke hele systemer ned, få adgang til værdifuld data eller finde personlige oplysninger på medarbejdere for blot at nævne nogle eksempler. På Black Friday er det derfor vigtigt, at alle holder udkig efter potentiel svindel, ikke kun gode tilbud.
Se også: Find bedste tilbud på mobilabonnementer på Black Friday
Ondsindede spammails stiger i løbet af Black Friday
En undersøgelse foretaget af Bitdefender viser, at antallet af ondsindede spammails stiger med 10 procent i løbet af Black Friday. I november 2018 analyserede Bitdefender over 18 millioner spammails i Danmark, hvoraf hvert tiende havde til hensigt at forvolde skade. Ofte opfordrer disse mails modtageren til at klikke på et ondsindet link eller udfylde formularer med fortrolige oplysninger, såkaldt phishing.
“Phishing foretages af internetsvindlere, der f.eks. udgiver sig for at være en kendt virksomhed eller en forretning med et godt tilbud. Selvom en e-mail tilbyder en billig sweater, bør man tage sig i agt, for bag den kan der gemme sig ransomware eller andre grimme overraskelser, der kan medføre skade på modtagerens arbejdsplads f.eks. datalæk eller systemnedbrud,” forklarer Bogdan Botezatu.
Se også: Find bedste tilbud på mobiltelefoner på Black Friday
Undgå at blive udnyttet på Black Friday af cyberkriminelle
Bitdefender giver her nogle gode råd til, hvordan man undgår at blive udnyttet af cyberkriminelle på Black Friday:
- Modtager man en mail med et tilbud, der er for godt til at være sandt, så er det højst sandsynligt også tilfældet.
- Vær opmærksom på uopfordrede mails, som dukker op i indbakken. Undersøg om afsenderadressen er legitim og slet mailen, hvis der fattes mistanke om, at der kan være svindel på spil.
- Besøger man en hjemmeside, bør man sikre sig, at den har en HTTPS-forbindelse – logoet med den grønne lås i browserfeltet. På den måde er man sikret, at forbindelsen mellem bruger og sælger er sikker, og at man kan stole på sælgeren.
- Undgå offentlige Wifi-netværk i forbindelse med online handel. Kriminelle kan nemt sætte et tilsyneladende uskadeligt hotspot op, og hvis man bruger det under shopping, kan fortrolige oplysninger, såsom kodeord og kreditkortoplysninger, blive synlige for bagmændene.
Se også: Nyheder om IT kriminalitet