Tips til ting du kan gøre for at spare penge, inden du rejser til udlandet
Inden du rejser til udlandet på ferie, er der faktisk en række ting du kan gøre hjemmefra for at reducere dit mobilforbrug og dermed samtidig sikrer så lav en mobilregning som mulig.
Du kan nemlig benytte dig af flere normalt datakrævende tjenester offline, så du ikke behøver at bruge ekstra penge for at benytte dem.
Navigation og rejse-apps offline
Bruger du mobilen til at navigere med, så kan du i for eksempel Google Maps downloade kort til de områder, du skal holde ferie i, inden du rejser hjemmefra og så bruge dem offline, når du er i udlandet. Andre GPS-apps giver også mulighed for download af kort til offline-brug.
Bruger du andre former for rejse-apps, så kan du ofte også downloade data til telefonen, inden du tager afsted, så du kan bruge appen offline i udlandet.
Musik og video offline
Betaler du for at lytte til musik på mobilen via en streaming-tjeneste, så kan du downloade musik til offline-brug, inden du rejser hjemmefra og så lytte løs uden at bekymre dig om mobilregningen.
Os bekendt er det kun Viaplay, der tilbyder mulighed for at downloade film til offline-brug, så har du for eksempel behov for film til børnene på farten, så kan det være værd at overveje at tegne en måneds abonnement på Viaplay.
Det er ikke alt, der kan gemmes til offline-brug i Viaplay-appen, men der er da godt 40 børnefilm og der er generelt hundredvis, hvis ikke tusindvis af film, der kan gemmes til offline-brug.