De danske teleselskaber gider ikke roste og nytænkende LG G5

LG G5 bliver kun solgt gennem Telia og Call me hos de danske teleselskaber - kunderne gider ikke LG, lyder en forklaring.

De danske teleselskaber gider ikke roste og nytænkende LG G5

LG G5 er en af forårets absolut mest omtalte mobiltelefoner og høster roser verden over. Men den får det svært på det danske marked og bliver nærmest solgt på samme vilkår som helt nye producenter, der prøver at komme ind på det danske marked. Det er nemlig kun et fåtal af de danske mobilproducenter, der vil røre ved LG’s nye mobil.

Det viser en gennemgang af mobilsortimentet hos de forskellige teleselskaber, hvor man lige nu kun kan finde LG’s nye og meget omtalte modulære mobil LG G5 hos to selskaber.

Kun Telia og Callme har taget telefonen ind i sortiment fra start og meget tyder på, at hverken 3, Telenor eller TDC kommer til at sælge den i den nærmeste fremtid.

Se også: Den billigste LG G5

TDC: LG sælger ganske enkelt ikke mere

3 forklarer, at de ser LG G5 som en rigtig fin telefon, men at de “ikke kommer ikke til at tage den ind foreløbig. Det handler om prioritering”, lyder det fra 3’s presseafdeling.

Telenor svarer kortfattet per mail, at de ikke kommer til at sælge LG G5.

TDC forklarer ligeledes, at de ikke forventer at tage LG G5 i sortiment. Da den rigtig gode LG V10 kom til Danmark i starten af året, forklarede TDC, at de ikke ville sælge den og Morten Steen Jensen, TDC’s indkøbschef, forklarede den gang, at de desværre stort set intet salg har af LG længere. “Det er for omkostningstungt for os at introducere nye modeller, som vores kunder ikke efterspørger”.

Se også: Test af LG G5

 

Kræver mere markedsføring

Han forklarede også, at det kræver tunge investeringer i markedsføring og tilstedeværelse fra LG’s side, og er det vanskeligt at opretholde, så falder man hurtigt tilbage.

Morten Steen Jensen understregede, at TDC ikke havde planer om at tage LG-modeller ind i fremtiden og det ser altså ud til at holde stik.

LG: Vi har valgt færre kanaler med bedre forhold

Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra LG’s nordiske chef for mobildelen, David Montanya, men LG pressebureau oplyser på vegne af LG, at LG har indgået et samarbejde med færre kanaler med G5 for at kunne holde et bedre forhold og dybere fokus med de kanaler.

“De vigtigste kanaler for LG er Telia, Call me, Elgiganten og Power. Andre kanaler kan også sælge G5, men vil derefter gå igennem distributører”, lyder det.

Herunder kan du se video med test af LG G5.

 

Se også: Test af LG G5