LG V30 – billeder viser flot design

LG V30 ser ud til at blive en rigtig spændende og også flot mobil - nye billeder viser design og så samler vi op på rygter på V30.

LG V30 – billeder viser flot design

LG har aldrig været et selskab, der slavisk har fulgt samme designtrends som alle de andre producenter. Nogle gange er de ramt ved siden af med design, der har været lidt for underlige til gennemsnitsbrugeren, andre gange har deres design bare været lidt kedelige – men der har også været gange, hvor de har ramt plet med noget frisk & smart.

Den kommende nye lG V30 lader faktisk til at være et af LGs bedre satsninger på det område.

Se også: Sammenlign priser på LG mobiler

 

LG V30 med mainstream men flot design

Vores alle sammens Evan Blass har delt nogle billeder, der er de bedste af V30, vi endnu har set. Og billederne viser telefonen fra næsten alle vinkler. Bedste beskrivelse er at kalde den LG G6 og Samsung Galaxy S8s fælles barn.

Men faktisk lader LG til at have gjort kanterne om skærmen endnu tyndere og kameraet flottere integreret end Samsung har gjort på S8 og den kommende Note 8.

Det bliver spændende at sammenligne LGs kandidat i topstriden med Samsungs meget omtalte Note 8, især da deres specifikationer er meget ens. Det kunne meget vel være LGs hidtil bedste kandidat til en topplacering på popularitetslisten, hvis softwaren også fungerer.

Samtidig var det ret sjovt, da LG var lidt mere vovede designmæssigt – V10s hårdføre look eller G Flex’ bøjelige skærm, det var altså noget, der skilte sig ud fra mængden. Forhåbentlig har de ikke lagt den slags tanker helt på hylden, for V30 er noget mere mainstream.

Se også: Test af LG mobiler

 

LG V30 – specifikationer

LG går ikke så meget op i at holde kortene tæt til kroppen, når det kommer til deres kommende telefoner, så vi ved allerede det meste, der er at vide om V30 – 6 tommer Oled-skærm med QHD-opløsning, indeni en Snapdragon 835 med 4 eller 6 GB RAM, batteri på 3.200 mAh og enten 64 eller 128 GB hukommelse, samt formentligt DAC af høj kvalitet.

LG kommer også til at introducere en flydende toolbar og mindst et af kameraerne får en blænde på F/1.6, hvilket er rekord for smartphones. Det bliver spændende at se, om LG V30 kommer til salg hos de danske teleselskaber, men noget tyder desværre på, at den ikke gør. LG v30 ventes at blive lanceret på IFA om godt en uges tid.

Se også: Rygter om LG V30

kilde