Test af Samsung Galaxy S21+ : Større = bedre?
Samsung Galaxy S21+ er den lidt besværlige model midt i mellem den almindelige model og Ultra-modellen. Anmeldelse og test af Galaxy S21+.
Telefonen har en vejledende pris fra 8.599 kroner og er dermed 2.000 kroner dyrere end den almindelige S21’er og 1.200 kroner billigere end Ultra’en. Det er en glimrende mobil, men den er også lidt svær at placere og finde en kernebruger til. Læs vores test og konklusion af Samsung Galaxy S21+.
Samsung Galaxy S21+ – bedømmelse
Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 8/10
Skærm: 9/10
Kamera: 9/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 9/10
Antennekvalitet: 7/10
Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 89/100
Først lige et par billeder af Galaxy S21+.
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21+
Normalt plejer vi at gennemgå de ti vigtigste kriterier på en mobil, når vi bringer vores test her på mobil.nu. S21+ har dog så meget tilfælles med særligt S21, at det ikke giver mening at gentage den test. Du kan læse vores store test af Galaxy S21 og herunder vil vi kort gennemgår de få forskelle, der er.
Design, materiale og skærm
Det er primært størrelsen, der er til forskel. S21 har skærm på 6,2 tommer, mens S21+ har skærm på 6,7 tommer. Begge har fuld HD+-opløsning, 120 Hz refresh rate, Gorilla Glass Victus og er vandtætte og støvtætte. Den store skærm åbner op for nogle federe oplevelser, når det gælder underholdning.
Når det gælder materiale, er den bygget i glas på bagsiden, mens den almindelige model er bygget i plastik. Personligt foretrækker jeg plastik, da det giver et mere sikkert greb.
Se også: Telefoner med bedst display
Hastighed i brugerflade og brugervenlighed
Når det gælder processor, RAM, hukommelse, styresystem og brugerflade er de to modeller fuldstændig identiske og det samme gælder kamera. Man får altså en super hurtig mobil med et fremragende kamera, hvis man går efter S21+.
Det noget større format sammenlignet med S21 giver desværre lidt udfordringer, når det gælder dagligdags almindelig betjening. Enhåndsbrug er ikke let og One UI 3.1 giver de samme udfordringer som på Ultra-modellen.
Se også: Brugervenlige telefoner
Batteri, opkobling og antennekvalitet
S21+ har batteri på 4.800 mAh og understøtter lynopladning med 25 W. Der følger ingen oplader med i æsken. Batteriet holder på samme måde som S21, det vil sige til knap et par dages aktivt brug af mobilen.
Når det gælder opkobling, så har begge 5G (sub6 og mmWave), WiFi 6, Bluetooth 5.0, Samsung Dex og ANT+. Dog understøtter +-modellen Ultra Wideband (UWB), der på sigt kan erstatte Bluetooth. UWB kan sende filer trådløst med langt højere hastighed end Bluetooth og bruger også langt mindre strøm. Det er dog formentlig ikke en dealbreaker for særlig mange.
Desværre har telefonen ikke helt samme antennekvalitet som den lille model, og det smitter også lidt af på samtalekvaliteten.
Se også: Telefoner med bedste antennekvalitet
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S21+ – Pris
Samsung Galaxy S21+ har en vejledende pris fra 8.599 kroner. Herunder kan du se de bedste priser på telefonen.
De bedste priser på Samsung Galaxy S21 Plus 128 GB
Opdateret 21/12 2024
Samsung Galaxy S21 Plus 128 GB udbydes af 15 udbydere. Du kan spare op til 4.977,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy S21 Plus 128 GB
Konklusion
Galaxy S21+ er en super god telefon, helt oppe blandt de bedste. Lige som de to andre i serien. Den er bare ikke helt så let at placere i forhold til en målgruppe. Den lille 6,2 tommer model er en no brainer for dem, der vil have en super stærk mobil i lille format, mens Ultra-modellen med 6,8 tommer leverer tech fra allerøverste hylde.
Med en skærm på 6,7 tommer appellerer +-modellen til dem, der vil have en stor skærm, men prisen bliver for høj i forhold til andre rigtig gode telefoner med store skærme. Også selvom det er en fremragende mobil.
For
- Skærmen
- Kameraet
- Hastighed i brugerflade
Mod
- Mangler oplader i æsken
- Ikke plads til hukommelseskort
Samsung Galaxy S21+ – specifikationer og funktioner
- Mål: 161,5 x 75,6 x 7,8 mm
- Vægt: 200 gram
- System: Android 11 + One UI 3.1
- Skærm: 6,7 tommer, 2.400 x 1.080 pixel, (394 ppi), 1.300 nits, 20:9 format, Dynamic AMOLED, Corning Gorilla Glass Victus (Gorilla Glass 7), HDR10+, 120 Hz
- Processor: Exynos 2.100, otte kerner
- RAM: 8 GB RAM
- Indbygget hukommelse: 128 /256 GB, ikke plads til hukommelseskort
- Batteri: 4.800 mAh + lynopladning
- Datahastighed: 2 Gbit/s (5G og 4G)
- Kamera: 64 + 12 + 12 megapixel, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.8, optisk billedstabilisering (OIS),3 gange hybrid zoom, 30 gange digital zoom.
- Frontkamera: 10 megapixel, f/2.2
- Video: 4K
- Tilslutninger: USB 3.2, Type-C, Bluetooth 5.2, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac/6
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
- Sar-værdi: 0,54 W/kg
Se også: Test af telefoner