Test og anmeldelse af Galaxy S10 lite – et stærkt køb
Samsung Galaxy S10 lite er grundlæggende på niveau med de dyrere S10 og S10+ telefoner og på enkelte punkter overgår den faktisk de dyrere søskende – der er generelt tale om en mobil af rigtig fin kvalitet på praktisk talt alle parametre og prisen er ikke helt urimelig. Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite.
Samsung Galaxy S10 lite– bedømmelse
Design & Materiale: 6/10
Brugervenlighed: 7/10
Skærm: 7/10
Kamera: 8/10
Hastighed i brugerflade: 9/10
Datahastighed: 8/10
Spiloplevelse: 8/10
Antennekvalitet: 8/10
Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 78/100
Se også: Bedste pris på Samsung Galaxy S10 lite
Læs hele vores store test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite herunder. Men først lige et par billeder af Galaxy 10 lite inden vores store test.
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite
Herunder kan du læse vores store test af Samsung Galaxy 10 lite, hvor vi tester, anmelder og bedømmer den ud fra de vigtigste kriterier, når man skal købe ny mobil.
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Design
Galaxy S10 lite er en temmelig stor mobil med sin skærm på 6,7 tommer – men den er også smallere end normalt med 20:9 formatet. Det betyder, at den er rimelig at holde i én hånd – dog kan den være lidt svær at betjene fuldt ud med én hånd, da skærmen er lang – den øverste halvdel af skærmen er ikke let at nå.
På højre side sidder volumenkanpperne og en tast, der kaldes for Sidetast. Den er som standard sat til at aktivere Bixby (tryk og hold) og kameraet (dobbelttryk), men kan også indstilles til aktivering af andre apps eller til at slukke for telefonen med.
Bagsiden er i plastik og giver ikke helt samme premium-følelse som for eksempel S10 eller S10+.Den er dog vældig behagelig og tryg nok at holde i hånden uden brug af cover.
Se guide: Mobiltelefoner med bedst design
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Brugervenlighed
Samsung Galaxy S10 lite er en stor mobil med sine 6,7 tommer og selvom skærmformatet er mere aflangt en normalt, så er den lidt problematisk at betjene med kun en hånd. Jeg kan godt nå ud til begge sider af skærmen, men kun på den nederste halvdel – den øverste halvdel kræver unormalt lange fingre at nå over alt.
En del af Samsungs egne apps er designet, så man mest skal trykke på den nederste del af skærmen, for eksempel telefon- og besked-appene. Det er ideen bag Samsungs One UI-brugerflade og det fungerer fint faktisk, men praktisk talt alle tredjeparts-apps er ikke optimeret til One UI.
Der er ikke jackstik indgang til headset med 3,5 mm jackstik – er det et problem i disse trådløse tider? Ja, for nogle vil det være, da man stadig sværger til kablede headset. Personligt synes jeg dog, at trådløse heaset efterhånden har så god lyd og så lang batterilevetid – i hvert fald over ear headset – at jeg ikke selv gider fifle med kabler. At der ingen jackstik-indgang er på S10 lite er ikke et problem for mig – men nu er det i hvert fald nævnt.
Som allerede nævnt fungerer sidetasten på højre side som standard sat til at aktivere Bixby (tryk og hold) og kameraet (dobbelttryk), men kan også indstilles til aktivering af andre apps eller til at slukke telefonen med. Hvordan slukker man telefonen, hvis man ikke kan gøre det med sidetasten, hvis den bruges til andre funktioner? Træk ned i hurtigmenuen og tryk på det lille tænd/sluk-ikon øverst til højre.
Galaxy S10 lite har generelt rigtig mange indstillinger, man kan tilpasse og justere på. Som udgangspunkt har den helt fin brugervenlighed, men du får noget mere ud af telefonen, hvis du sætter dig ned og systematisk går igennem de mange indstillinger og funktioner, telefonen har. Så er det op til dig, om du vil det – det vil i hvert fald højne brugeroplevelsen betragteligt.
Se også: Find brugervenlige telefoner
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Batterilevetid
Batteriet på Galaxy S10 lite er på 4.500 mAh – det vil sige, at det faktisk er kraftigere end på S10+. Samtidig er der ikke sparet på processoren, da det er Snapdragon 855 bygget på 7nm arkitektur – det er et fundament, der optimerer godt på energiforbruget.
Der er også en fin strømstyring af apps, hvor aktiverede, men ubrugte apps automatisk kan sættes i dvale, når de ikke har været brugt i noget tid. Jeg får let til et par dages brug på én opladning, så længe jeg ikke bruger en aften på at game eller bruger mobilen som wifi hotspot til andre enheder i længere tid.
Der følger en 25 W oplader med i æsken og den er rimelig effektiv til at lade mobilen op. Det er muligt at lade op med en 45W oplader, men sådan en skal man altså selv købe.
- 5 minutter – 7 procent opladet
- 10 minutter – 13 procent opladet
- 15 minutter – 20 procent opladet
- 30 minutter – 39 procent opladet
- 60 minutter – 77 procent opladet
- 1 time og 42 minutter – fuldt opladet
S10 lite understøtter ikke trådløs opladning.
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Skærm
Super AMOLED skærmen på Galaxy S10 lite er på 6,7 tommer med fuld HD opløsning og HDR10+ og Always on Display. Selvom skærmen er rigtig stor og vi ser 2K-opløsning på de nye S20-telefoner med samme skærmstørrelse, så er fuld HD-opløsning faktisk mere end rigeligt til at levere en skarp skærm.
Samtidig står farver og og kontraster flot frem på skærmen og skærmen reagerer godt på tryk og når man scroller. Man får en mere flydende skærmoplevelse ved at slå Animationer fra inde i Indstillinger > Avancerede funktioner.
Skærmen har standard 60 Hz opdatering og ikke 120 Hz som i de nye S20’ere.
Se også: Telefoner med de bedste skærme
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Hastighed i brugerflade
Med Snapdragon 855, 6 eller 8 GB RAM og Android 10 får man en fin hastighed i brugerfladen. Man behøver absolut ikke de 12 eller 16 GB RAM, som nogle telefoner er begyndt at snige sig op på for at få en mobil med hurtig brugerflade.
Jeg har mange apps i gang på samme tid på telefonen og jeg suser problemfrit rundt mellem dem alle sammen. Også tunge apps og spil som Modern Combat 5 og Call of Duty håndterer den helt som forventet og ønsket.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Kamera
Specifikationsmæssigt er S10 lite ganske fornøjelig. Den har tre kameraer på bagsiden med 48 + 12 + 5 megapixel – de to sidste med fokus på henholdsvis ultra vidvinkel og makro. Ønsker man at kunne zoome meget med kameraet på sin mobil, så skal man kigge efter en anden, hvis man vil have god kvalitet på den type billeder. Derudover har hovedkameraet på de 48 megapixel også Super Steady OIS, altså optisk billedstabilisering og blænde F/2.0. Det er altså ikke et rekordlavt blændetal – det ligger på niveau med mange andre billigere telefoner.
Video kan optages i 4K og understøttes med gyro-EIS til at stabilisere billedet og også her virker Super Steady OIS og det endda til 4K-optagelser – på de andre S10-telefoner virker Super Steady OIS kun på 1080p videoer. Selfie-kameraet er på 32 megapixel med blænde F/2.2.
Der er ret mange indstillinger til kameraet, som man godt kan blive lidt overvældet af.
Test af kamera på Galaxy S10 lite: Landskabsbillede.
Galaxy S10 lite tager rigtig fine landskabsbilleder med præcis farvegengivelse, gode kontraster og flot skarphed. Selv på en dag, hvor det er gråt og regner…
S10 lite har også kameraet dedikeret til ultra vidvinkel til at fange mere på billedet i bredden og her leverer den faktisk også et fint billede. På ultra vidvinkel-billeder får man ofte nogle helt skæve forvridninger af bygninger eller lignende, der står tæt på, men her på billedet ser tingene normale ud.
Test af kamera på Galaxy S10 lite: Makro.
Tager man makrobilleder med live-fokus funktionen, kan man få nogle rigtig pæne billeder, hvis man holder sig på maksimalt 5 i sløringsstyrke. Så sløres baggrunden flot og farverne har den rette karakter. Bruger man stærkere sløring ligner det, at man har klasket figuren på efterfølgende i billedredigering – det ser altså unaturligt ud.
Test af kamera på Galaxy S10 lite: Mørke uden brug af fotolys.
Tager man billeder i mørke uden brug af fotolys med S10 lite får man billeder af rigtig fin kvalitet, faktisk på højde med selv Galaxy S10+ og Note 10+. Gode og præcise farver og fin skarphed.
Test af kamera på Galaxy S10 lite: Mørke med brug af fotolys.
Bruger man fotolys i mørke får man rigtig flotte farver og fin skarphed, men det overordnede udtryk på billedet er ikke lige mig – det ser lidt snusket ud med det mørke / gullige udtryk, der er på billedet.
Test af kamera på Galaxy S10 lite: Portræt.
Til portrætbilleder leverer Galaxy S10 lite fin kvalitet på skarphed, farver og sløring af baggrunden.
Test af kamera på Galaxy S10 lite: Selfie.
Der sidder et kamera på fronten til selfies og man kan tage selfie med og uden live-fokus. Bruger man live-fokus får man en pæn sløret baggrund, men farverne bliver lidt til den lyse side. Samtidig driller sløringen ved håret der stritter lidt op. Farverne er bedre, når man ikke bruger live-fokus, men så er der lige det med, at man kan se baggrunden meget detaljeret, hvilket ikke er så pæn en effekt.
Se også: Mobiltelefoner med bedste kamera
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Datahastighed
Samsung Galaxy S10 lite er formentlig den sidste rene 4G-mobil fra Samsung – i hvert fald i prisklassen omkring 5.000 kroner. Det betyder dog ikke så meget for intetnetoplevelsen, da 5G slet ikke er rullet ud i Danmark endnu og de vilde 5G-tjenester til mobiltelefoner lader derfor vente på sig.
Med 4G med over 1 Gbit/s datahastighed får jeg uanset hvad masser af fart på nettet og jeg har en fin oplevelse på nettet med S10 lite.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Spil
Med skærm på 6,7 tommer og en kraftfuld processor, 6 eller 8 GB RAM samt rigtig god batteritid får man en mobil, der egner sig godt til gaming – særligt de action prægede Call of Duty og Modern Combat 5 fungerer godt.
Funktionen Game Booster optimerer på spiloplevelsen ved at allokere mere RAM til krævende spil, mens man spiller og den sørger også for at optimere temperatur og batteri i forhold til gaming.
Lyden er samtidig okay fra den indbyggede højtaler, dog ikke fremragende – et headset skal tages i brug.
Se også: Bedste telefoner til spil
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – antennekvalitet
Antennekvaliteten lægger sig mere eller mindre i slipstrømmen fra de andre S10-telefoner med 0,49 W/kg. Det er ikke super fantastisk sammenlignet med for eksempel Note 10+, der har sar-værdi på under 0,2 W/kg, men det er samtidig langt under niveauet fra for eksempel iPhone 11 med sar værdi på omkring 1 W/kg.
Grundlæggende har S10 lite en udmærket antennekvalitet og den er også med til at sikre at ydeevnen ikke overbelastes unødigt – den skal ikke bruge ekstra energi på at lede efter mobilsignalet – og batteriforbruget belastes heller ikke nævneværdigt af antennen.
Se også: Mobiltelefoner med bedst antenne
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Samtalekvalitet
Takket være fornuftig antennekvalitet vil S10 lite kunne holde forbindelsen til mobilnettet de fleste steder uden problemer med fin lyd under samtaler til følge. Der er derudover et par udmærkede indstillinger til at optimere på lydkvaliteten, så den passer mere til ens hørelse.
For eksempel kan man indstille Adapt Sound efter alder og man kan også tilpasse lyden med funktionen “Tilpas lyd” for at få den lyd, der passer bedst til dig – ikke kun til samtaler men også til musik og video.
Se også: Mobiltelefoner med bedst lyd til samtaler
Test og anmeldelse af Samsung Galaxy S10 lite – Pris
Samsung Galaxy 10 lite har en vejledende pris på 5.199 kroner. Med abonnement kan den fås fra cirka 5.000 kroner og den kan fås til omkring 4.800 kroner uden abonnement.
Se de bedste priser på Samsung Galaxy 10 lite.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Det er svært at finde et punkt, hvor jeg for alvor må pille Galaxy S10 lite ned fra tinderne. Den perfomer over all godt på alle parametre. Der er enkelte steder, jeg kunne have ønsket mig forbedringer, blandt andet giver 120 Hz skærmopdatering faktisk en mærkbar forskel, når jeg ser på skærmen, særligt når jeg gamer.
Jeg savner også en IP-certificering – den er ikke vandtæt efter officiel standard – og trådløs opladning er altså også blevet en praktisk mulighed, men det har den heller ikke.
Men som sagt: Den performer rigtig fint på praktisk talt alle parametre, særligt de vigtige som batteri, ydeevne, antennekvalitet og skærm og er du ude efter en rigtig god mobil med stor skærm til en forholdsvis rimelig pris, så er Samsung Galaxy S10 lite helt sikkert et godt valg og et godt alternativ til Samsungs andre dyrere S10-telefoner og også en telefoner fra OnePlus 7T-serien.
For
- Skærmen
- Kameraet
- Batterilevetiden
Mod
- Størrelsen
- Ikke vandtæt
- Mangler trådløs opladning
Samsung Galaxy S10 lite – specifikationer og funktioner
- Mål: 162,5 x 75,6 x 8,1 mm
- Vægt: 186 gram
- System: Android 10 + One UI 2
- Skærm: 6,7 tommer, 2.400 x 1.080 pixel, 20:9 format, Super AMOLED
- Processor: Snapdragoj 855, otte kerner
- RAM: 6 / 8 GB RAM
- Indbygget hukommelse: 128 GB, plads til hukommelseskort op til 512 GB
- Batteri: 4.500 mAh + lynopladning
- Datahastighed: 1,2 Gbit/s (4G)
- Kamera: 48 + 12 + 5 megapixel, fasedetektion aotufokus, fotolys, blænde f/2.0, optisk billedstabilisering (OIS)
- Frontkamera: 32 megapixel, f/2.2
- Video: 4K, gyro-EIS
- Tilslutninger: USB 2.0, Type-C, Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
- Sar-værdi: 0,49 W/kg
Se også: Test af Samsung Galaxy S10 lite