Motorola Moto G9 Power har giga-batteri og får skarp pris

Motorola Moto G9 Power får ikke overraskende et kæmpe batteri på hele 6.000 mAh - og kameraet ser lovende ud. Prisen bliver "skarp".

Motorola Moto G9 Power har giga-batteri og får skarp pris

Motorola Moto G9 Power får det største batteri i en Motorola-mobil til dato og sandsynligheden for, at du har haft en mobil med større batteri er forsvindende lille. Funktioner og pris på Motorola Moto G9 Power.

Funktioner og pris på Motorola Moto G9 Power

Batteri, skærm og ydeevne

Moto G9 Power er en af flere varianter i Motorola G9-serie og den slår sig først og fremmest op på et ekstremt kraftfuldt batteri. Mobilen har batteri på 6.000 mAh – det burde give batteri på mobilen i 3-4 dage inden en opladning er påkrævet. I hvert fald ved almindeligt brug.

Der følger en 20W oplader med i æsken. Det giver ikke den hurtigste lynopladning, men det vil formentlig sikre en opladning af batteriet på cirka 90 minutter fra 0-100 procent.

Der sidder en Snapdragon processor i telefonen med 4 GB RAM og 128 GB indbygget lagerplads.

Skærmen er på 6,8 tommer med HD+-opløsning. Det bliver spændende at se, om den opløsning rækker til en god oplevelse på så stor en skærm.

Kamera

Kameraet ser dog også ud til at være ret interessant for en mobil som denne, der loves at få en meget skarp pris. For første gang i en Moto G-mobil er der tilføjet en 64 megapixel sensor, som loves at give en “enestående klarhed og farvenøjagtighed”.

Kameraet benytter Motorolas egen udviklede Quad Pixel-teknologi, der sikrer, at kameraet har 4 gange højere lysfølsomhed sammenlignet med de Motorola-telefoner, der ikke benytte Quad Pixel-teknolgi.

Der er også dybdesensor til portrætbilleder og man kan gå tæt på objektet med et dedikeret Macro Vision-optik, der bringer dig 4 gange tættere på dit motiv. Selfiekameraet er på 16 megapixel.

Se også: Bedste priser på Motorola telefoner

Android 10 

Brugerfladen er Android 10 og som altid er der tale om en næsten helt ren brugerflade. Moto G9 Power er dog udstyret med My UX, som inkluderer en række Moto Experiences samt en række nye funktioner til at få bedre kontrol over musik, videoer og spil med brugerdefinerede indstillinger og avanceret styring.

Du kan sågar oprette dine egne enhedstemaer ved at vælge mellem unikke skrifttyper, farver og ikoner, så din telefon skiller sig ud fra mængden.

Der sidder en dedikeret Google Assistant-knap på siden af telefonen, der hjælper dig til hurtigt at finde svar og få tingene gjort alene ved brug af stemmen.

Tilgængelighed og pris

Lokal tilgængelighed og pris vil blive oplyst senere, men Motorola lover, at den får en “skarp pris”.

Se også: Nyheder om Motorola