Motorola: Razr er alternativ til iPhone og dyre Android-telefoner
I dag har Motorola løftet sløret for Motorola Razr, selskabets moderniserede udgave den populære og banebrydende Razr V3 fra 2004, der solgte i op mod 130 millioner eksemplarer. I starten var det en mobil henvendt til de modebevidste, men pludselig ramte den bredt ud og solgte altså som varmt brød.
Den nye Motorola Razr, der i store træk har samme klapformat, men hvor der nu bare er fuld skærm, når man folder telefonen ud og intet fysisk tastatur som på V3, er ligeledes en mobil, der skal ramme de modebevidste, lyder det fra Motorolas danske landechef, Thor Gøtz [billedet, red.], er gerne betale lidt ekstra for noget, der ser ekstraordinært ud.
Motorola Razr er alternativ til iPhone og de dyreste Android-telefoner
“Der er ikke tale om et spec-monster, Razr er et stilikon, et fashion statement der henvender sig til de stilbevidste smartphone-brugere. Razr skal ses som et alternativ til iPhone og de dyreste Android-telefoner. Vi kommer blandt andet til at lave et samarbejde med både Euroman og Eurowoman samt CPH Fashion Week omkring telefonen”, forklarer Thor Gøtz
Gøtz forklarer, at Motorola kommer med en unik tilgang til mobiltelefoner med store skærme og andre typer foldemobiler, som vi hidtil har set. “Tendensen er større og større skærme, men her kommer vi med et nyt format. Skærmen kan stadig blive stor, men med Razr har vi en hel telefon, der kan foldes i halv størrelse”.
Se også: Specifikationer på Motorola Razr
Stilikon med habil hardware
Han slår dog samtidig fast, at selvom det er en mobil til de stilbevidste, så har den stadig meget habil hardware og han nævner muligheden for den store skærm, et godt kamera og en god batteritid, selvom batteriet på papiret er ret svagt med kun 2.510 mAh. “Når I får den til test, vil I blive overraskede over, hvor lang batteritiden er”.
En af årsagerne til, at batteriet meget vel kan have fin levetid trods forholdsvis svag kapacitet er, at mange af de ting, man bruger sin mobil til i dagligdagen, kan udføres via den 2,7 tommer lille og lavt opløste skærm på fronten, der har meget begrænset batteriforbrug.
Han understreger samtidig, skærmen og telefonen i det hele taget er klar til normal brug og ikke kommer med en vejledning til, hvordan den skal bruges og håndteres. Uden at nævne Samsung Galaxy Fold, så er det nok en lille stikpille til den. Samsung har lavet en video, der forklarer, hvordan man bør håndtere den og der følger også en vejledning med i æsken til telefonen. “Razr skal ikke handles with care, den kan bruges som man normalt bruger sin mobil”, forklarer Thor Gøtz.
Se også: Find priser på Motorola telefoner
Høj pris – ny teknologi koster
Den vejledende pris på 12.999 kroner lyder høj, særligt taget i betragtning, at der ikke er tale om de vildeste specifikationer, men Thor Gøtz forklarer, at ny teknologi som foldbare skærme, koster ekstra og han understreger, at den er billigere end nogle af de andre alternativer, der er blevet præsenteret. Til sammenligning koster Samsung Galaxy Fold knap 16.000 kroner uden abonnement, mens Huawei Mate X, der endnu ikke har kommet ud på markedet, har fået et prisskilt på den kedelige side af 20.000 kroner.
Trods den høje pris, så har Motorola store forventninger til salget og Thor Gøtz forventer, at den bliver den mest solgte foldbare telefon på markedet herhjemme, når salget går i gang den 24. januar. Den kan dog forudbestilles allerede fra den 19. november.
Se også: Nyheder om Motorola