Android 9.0 Pie på vej til OnePlus 6 – flere modeller følger

OnePlus 6 modtager i disse dage Android 9.0 Pie - måske du allerede har modtaget opdateringen. Også OnePlus 5T, 5, 3T og 3 får Android 9.0.

Android 9.0 Pie på vej til OnePlus 6 – flere modeller følger

Det er altid med lidt blandede følelser, Android-brugerne ser frem til en ny systemlancering. Det er spændende at se hvilke nye funktioner, den nye opdatering kommer med, men samtidig må de vente i varierende tid på rent faktisk at få opdateringen. Men nu sker der noget for OnePlus 6 i hvert fald, der lige nu modtager Android 9.0 Pie.

 

Android 9.0 på vej ud til OnePlus 6 nu

Det er egentlig kun ejerne af Pixel eller Android One-telefoner, der kan være sikre på, at få opdateringen hurtigt, mens ejere af telefoner fra alle andre producenter må vente på, at producenten får deres version af opdateringen færdig. Det kan som bekendt vare måneder. Anderledes er det jo med iOS, hvor der ikke er andre producenter end Apple selv indover, så der kan systemopdateringen rulles ud med det samme.

Det lader imidlertid til, at der er godt nyt for OnePlus-ejere. Selskabet ser ud til at ville gøre op med tendensen til alenlange ventetider for Android-ejerne og er allerede klar med en Android Pie-opdatering til OnePlus 6-modellen. Faktisk er opdateringen allerede i gang med at rulle ud til brugerne, har OnePlus bekræftet. For en OnePlus 6-ejer betyder det, at man vil se en ventende opdatering til OxygenOS 9.0, der er OnePlus’ Android-skin.

Se også: Priser på OnePlus 6

 

Nyheder i brugerfladen

Den nye opdatering vil følge OnePlus’ design, men har de nyheder, Android Pie kommer med. Det drejer sig blandt andet om nye overgange, små ændringer i brugerfladen, understøttelse af HEIF, mulighed for manuelt at vælge tema, navigation a la iPhone X, samt bedre udnyttelse af batteriet.

Android Pie blev lanceret af Google 24. august, så at OnePlus allerede har en tilpasset version klar, er imponerende. Endnu bedre er det, at det ikke kun er OnePlus 6, selskabets nyeste model, der får opdateringen. Den kommer også til OnePlus 5T, 5, 3T og 3. Modellerne 3 og 3T er to år gamle, så dem kunne OnePlus godt have valgt at udelade fra opdateringslisten. Hatten af for, at de ikke gjorde det. OnePlus har dog ikke specificeret nærmere, hvornår de andre modeller vil få opdateringen.

Se også: Test af OnePlus 6

 

Googles Project Treble fungerer

Denne hurtige opdatering fra OnePlus kan ses som et tegn på, at Googles Project Treble fungerer. Treble er netop et forsøg på at undgå de lange ventetider på producenternes individuelle opdateringer af Android samt at gøre Android-verden lidt mindre fragmenteret.

Forhåbentlig vil det fortsætte i den rigtige retning, så vi får hurtigere opdateringer af vores Android-telefoner.

Se også: Nyheder om OnePlus 6

 

Mere nyt om temaet

Meget er sket siden redaktionen postede artiklen. Steen Jørgensen kunne ikke lade være. 17/9/2018 blev sagen bragt videre med nyheden OnePlus TV: Selskabets første Smart TV klar i 2019 – Læs her. Få også seneste nyt om temaet her.