Oneplus X kan blive præsenteret allerede i dag
Kinesiske Oneplus har sendt invitationer ud til et medieevent i Indien i dag. På agendaen står formodentlig premieren for selskabets tredje telefon.
I samme omgang har selskabets administrerende direktør Liu Zuohu publiceret et billede på det kinesiske site Weibo af et skærm-dump, der viser, hvordan fire linjer mødes i et X på et kort.
Carl Pei, medgrundlægger af Oneplus, har tidligere antydet, at producentens tredje telefon får navnet ”Oneplus X”, og mange tolker Zuohus nye billede som en bekræftelse af det.
Fokus på design
Carl Pei har tidligere sagt, at den nye telefon er rettet mod dem, der mere køber en telefon for dens design end for specifikationerne.
De nyeste rygter om ”Oneplus X” lader til at verificere Peis udtalelse. Modellen siges at have en 5 tommer skærm med fuld HD-opløsning (1080 x 1920 pixel), octo core 64-bitkredsen MediaTek MT6795, batteri på 3000 – 3.100 mAh, arbejdshukommelse på 2 GB og plads til hukommelseskort på op til 32 GB.
Derudover kan telefonen faktisk få NFC, noget topmodellen Oneplus 2 mangler. Desuden bliver der talt om, at X-modellen har et nyt 13 megapixelkamera med en Sony IMX258-sensor.
I dag holder Oneplus pressekonference i Indien. Så får vi forhåbentlig mere at vide om selskabets næste telefon.