Første indtryk og test af OnePlus 6T
Så fik vi taget hul på testen af OnePlus 6T, den nye mobil fra den kinesiske mobilproducent. Design og brugerflade stikker ud som positive ting- første indtryk og test af OnePlus 6T.
OnePlus 6T blev lanceret i går i New York og det var der en særlig grund til. Den største nyhed var nemlig, at selskabet indleder et samarbejde med T-Mobile om at sælge OnePlus 6T i USA. Det er et stort gennembrud for selskabet og en bet for for eksempel Huawei og ZTE, der forgæves har forsøgt at komme ind på det amerikanske marked.
Der blev dog også plads til et par nyheder – vi ser her nærmere på OnePlus 6T i vores første indtryk og test af telefonen.
Første indtryk og test af OnePlus 6T
Design og skærm
OnePlus 6T er en stor mobil med skærm på 6,41 tommer også selvom fronten bliver brugt godt til skærm. Den er velbygget og ligger godt i hånden – måske en smule glat dog.
Skærmen er som sagt stor og har fuld HD-opløsning, hvilket har kastet lidt sure miner af sig på nettet, men jeg synes AMOLED-skærmen klarer sig godt: Farverne er gode, der er fine detaljer og skærmen reagerer godt på tryk og scrolleri.
Fingeraftryksscanneren er flyttet ind i skærmen, hvor den ligger placeret nederst. Den fungerer faktisk fint og pålideligt. Der er dem, der synes, den ikke virker for godt, men jeg kan kun sige, at den har virket helt som den skulle i den korte periode, jeg har haft telefonen.
Dog formoder jeg, at ansigtscanneren vil tage helt over til at låse telefonen op med, når den første indledene testperiode er overstået.
Se også: Specifikationer OnePlus 6T
Brugerflade
Brugerfladen er Oxygen OS, der er baseret på Android, version 9. Egentlig er der tale om stock Android i store træk, men der er dog egne tilføjelser. For eksempel kan man bruge tegn på skærmen til at aktivere funktioner.
Der er kommet nye gestures til, når man skal bladrer rundt i telefonens menuer og de virker efter hensigten, når man lige har vænnet sig til dem. Når man går fra den ene skærm til den anden, er der dog som udgangspunkt en irriterende visuel overgang, som er lige til at blive søsyg af – den kan dog heldigvis ændres let.
Grundlæggende er brugerfladen esktremt hurtig.
Kamera
OnePlus har altid døjet med at levere topkvalitet på kameraet og selvom der er kommet ny funktion til at tage billeder i mørke – en funktion der ser ud til at virke fint – så mangler den altså stadig det sidste for at kunne hamle om med Huaweis og Samsungs topmodeller.
Kameraet starter dog hurtigt op og finder hurtigt fokus.
Pris på OnePlus 6T
OnePlus 6T har en pris fra 4.199 kroner, hvilket måske er den bedste nyhed – herunder kan du se pris på alle fire versioner af telefonen:
- 6GB RAM/128GB Mirror black 4.199 kroner
- 8GB RAM/128GB Mirror black 4.499 kroner
- 8GB RAM/128GB Midnight black 4.499 kroner
- 8GB RAM/256GB Midnight black 4.799 kroner
Til sammenligning kostede 6’eren således:
- 6 GB RAM med 64 GB hukommelse: 3.899 kroner
- 8 GB RAM med 128 GB hukommelse: 4.399 kroner
- 8 GB RAM med 256 GB hukommelse: 4.699 kroner
Sammenlign priser på OnePlus 6T
Det er blevet 300 kroner dyrere at få fat i den billigste version, men ellers er priserne kun steget med 100 kroner. De næste dage dykker vi mere ned i OnePlus 6T og vi er klar med test af OnePlus 6T sidst på ugen.