Test af OnePlus Nord – den vil de fleste Android-brugere elske
OnePlus Nord – bedømmelse
- Design & Materiale: 8/10
- Brugervenlighed: 9/10
- Batterilevetid: 8/10
- Skærm: 8/10
- Kamera: 8/10
- Hastighed i brugerflade: 9/10
- Datahastighed: 10/10
- Spiloplevelse: 8/10
- Antennekvalitet: 4/10
- Samtalekvalitet: 5/10
Samlet karakter: 77/100
Se også: Sammenlign priser på OnePlus Nord
Produktet er PT ikke tilgængeligt på det danske marked
Produktet er desværre ikke længere tilgængeligt på det danske marked. Det er muligt at det kommer tilbage på markedet senere.
Test og anmeldelse af OnePlus Nord
Test & anmeldelse af OnePlus Nord – design
Hvis man gik og håbede på, at OnePlus Nord var et egentlig alternativ til den lille iPhone SE, så er der dårligt nyt. Nord er nemlig en forholdsvis stor mobil med skærm på 6,44 tommer. Den er dog mindre end de andre OnePlus-telefoner og det mærker man, når man holder den i hånden.
Front og bagside er i glas (Gorilla Glass 5), mens der er plastikramme rundt om telefonen. Ved man ikke, at den ikke er bygget i aluminium som OnePlus 8 og 8 Pro, så er det ikke noget, man bemærker eller tænker over.
Skydeknappen på højre side fungerer stadig fint til at aktivere lydløs, vibration eller lyd. Der er ingen 3,5 mm jackstik indgang. Kameraet på bagsiden er placeret yderst på den ene side, så når man trykker på skærmen med telefonen liggende på bordet, ligger den meget urolig.
Telefonen er ikke IP-certificeret, men mobilproducenten siger, at den er mere eller mindre vandtæt.
Se også: Mobiltelefoner med bedste design
Test & anmeldelse af OnePlus Nord – Brugervenlighed
Som alle tidligere telefoner fra OnePlus så er brugerfladen bygget godt og brugervenligt op. Der er nogle meget få forskelle, blandt andet er SMS-appen Googles og ikke OnePlus’ egen.
Ellers er det en hurtig brugerflade, som er let at gå til og bruge. Det lidt mindre format gør også, at Nord er lidt lettere at betjene end for eksempel 8 Pro. Alert Slideren på højre side er en tand større på Nord, men det er nærmest også den eneste visuelle forskel, der er på Nord og 8 Pro.
Se også: Mobiltelefoner med høj brugervenlighed
Test & anmeldelse af OnePlus Nord – Batterilevetid
OnePlus Nord batteri på 4.150 mAh. Det er rigtig fint for en mobil som denne og i dette prisleje. Batteritiden er fornuftigt og rækker i hvert fald til 1,5 dags aktiv brug. Telefonen kunne have haft bedre batteritid, hvis antennekvaliteten var bedre.
Det mest interessante ved telefonen, når vi taler batteri, er dog hvor hurtigt man kan lade den op. Herunder kan du se, hvor hurtigt du kan lade OnePlus Nord op med den medfølgende oplader. Det går altså tjept.
- 5 minutter: 13 procent
- 10 minutter: 23 procent
- 15 minutter: 36 procent
- 30 minutter: 71 procent
- 54 minutter: 100 procent
Der er i øvrigt ikke trådløs opladning på telefonen.
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Test & anmeldelse af OnePlus Nord – Skærm
Skærmen er som tidligere nævnt på 6,44 tommer og er af typen Fluid AMOLED. Opløsningen er fuld HD med 2.400 x 1080 pixel og formatet er 20:9. Skærmen har 90 Hz refresh rate. Det er lidt svært at opleve den helt store forskel på 90 Hz og 60 Hz skærme.
Alt i alt er der tale om en glimrende skærm, der vil give en fin oplevelse for de fleste. Dog er lysstyrken ikke så kraftig som på de to andre OnePlus 8’ere og mange andre dyrere telefoner. Der er synlig forskel på skærmen på Nord og 8 og 8 Pro. Det, der er hvidt på de to andre telefoner, er gråligt på Nord. Farver er også lige et nøk mere livlige på de to 8’ere.
Skærmen reagerer heldigvis fint på tryk og når jeg scroller rundt på skærmen.
Se også: Mobiltelefoner med god skærm
Hastighed i brugerflade
OnePlus har valgt Snapdragon 765 til Nord og sammen med 6, 8 eller 12 GB RAM er det en fin kombination. Jeg har fået 12 GB versionen til test, men historikken viser, at 6 GB er længe fint på en mobil. Også Android-telefoner.
Til gengæld bør man være opmærksom på den hukommelse, der er indbygget. Telefonens system fylder hele 20 GB. Når jeg har hentet mine apps og spil ned lander jeg hurtigt på 35 GB fra start. Dermed er der under halvdelen tilbage, hvis man vælger 64 GB versionen. Det er nok i underkanten, hvis man har tænkt sig at have telefonen de næste 3-4 år.
Vælg derfor versionen med 128 GB for en sikkerheds skyld. Der er nemlig ikke plads til et hukommelseskort i telefonen.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Kamera
OnePlus Nord kommer med fire kameraer på bagsiden på 48 + 8 + 5 +2 megapixel. De forskellige kameraer benyttes til forskellige typer billeder. Det er grundlæggende et godt kamera, der sidder i OnePlus Nord og det skyldes nok primært, at den har optisk billedstabilisering (OIS). Særligt i billeder taget i dårligt belyste omgivelser har god gavn af OIS.
Test af kamera: Landskabsbillede
Test af kamera: Makro
Man skal ikke anstrenge sig særligt meget for at tage flotte makro-billeder med Nord. Den leverer god skarphed i fronten og sløret rigtig pænt baggrunden. Farver og detaljer vises også flot og naturtro.
Test af kamera i mørke
Man ser en tydelig forskel på billeder taget i mørke, når man sammenligner billeder taget med Nord og for eksempel den nyeste Motorola Moto G 5G Plus. Der er ganske enkelt OIS til forskel – som minimum. I hvert fald er billeder i mørke uden brug af fotolys langt bedre på OnePlus Nord – du kan se billeder taget i mørke med Motorola G 5G Plus.
Test af kamera: Portræt
Portrætbilleder har telefonen ingen problemer med.
Test af kamera: Selfie
Telefonen har tendens til at brænde himlen ud, hvis den er på som baggrund, men ellers tager Nord faktisk udmærkede selfies.
Se også: Telefoner med bedste kamera
Datahastighed
Som den 5G telefon, OnePlus Nord er, har man i den grad en fremtidssikret telefon, når det gælder mobilt internet. 5G er dog ikke interessant lige nu, da ingen af de danske teleselskaber har aktiveret 5G endnu udover i enkelte og meget afgrænsede testområder.
5G på telefoner er generelt ikke super interessant, da man ikke kan streame film og musik hurtigere, bare fordi man gør det med for eksempel 1 Gbit/s i stedet for med 20 Mbit/s. Til gengæld giver det bedre muligheder for at kunne bruge mobilen som hotspot på flere enheder på samme tid, også selvom de alle streamer højt opløst video.
5G er dog interessant for online multiplayer gaming og da OnePlus Nord i stor grad henvender sig til et yngre segment, skal unge gamere nok blive meget tilfredse med 5G på telefonen. For nu må man dog nøjes med 4G, men det er også rigeligt for alle.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet
Spil
Eneste anke man kan have til spiloplevelsen på OnePlus Nord er vel størrelsen på skærmen. Med skærm på 6,44 tommer er skærmen ret stor, men ikke lige så stor som på 8 Pro for eksempel.
Det er nu ikke egentlig udslagsgivende for spiloplevelsen. Telefonen har ingen problemer med at håndtere tunge spil og spillene glider flydende og flot.
Der er dog kun en højtaler – i bunden. Det er lidt federe lydmæssigt, når lyden kommer fra to højtalere, men spiller man med headset, er det problem løst.
Se også: Bedste telefoner til spil
Antennekvalitet
OnePlus Nord har en ret høj sar-værdi på 0,9 W/kg. Videnskabelige test har påvist en klar sammenhæng mellem sar-værdi og antennekvalitet. Jo højere sar-værdi desto dårligere antennekvalitet. Og dårlig antennekvalitet er en træls ting, da det smitter af på en del andre vigtige funktioner som ydeevne og batteritid.
Med sar-værdi på 0,9 W/kg ligger Nord i den dårligere ende af skalaen for antennekvalitet. Den er næsten på niveau med iPhone, men faktisk bedre end på OnePlus 8 Pro.
Se også: Mobiltelefoner med bedste antenne
Samtalekvalitet
Antennekvaliteten påvirker lyden under samtaler, i hvert fald når man opholder sig steder med dårlig mobildækning.
OnePlus-telefoner sælges i dag hos alle de store og / eller mest kendte teleselskaber. Det betyder, at man kan bruge WiFi opkald, hvis mobildækningen svigter – så længe man er koblet til en bredbåndsforbindelse.
Det hjælper godt nok ikke så meget ude på Lars Tyndskids mark, men bor man et sted med dårlig dækning, kan man altså få rådet bod på det ved at føre almindelige mobilsamtaler over en WiFi-forbindelse. Så bliver lyden faktisk også bedre end, hvis mobilen er på et mobilnetværk.
Se også: Mobiltelefoner med bedste samtalekvalitet
Test & anmeldelse af OnePlus Nord – Pris
OnePlus Nord har en vejledende pris fra 3.299 kroner uden abonnement. Den kan købes fra cirka 3.400 kroner med abonnement.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Op til lanceringen af OnePlus Nord gik der rygter om, at den kunne være forholdsvis lille sammenlignet med de fleste andre Android-telefoner. Måske endda en direkte konkurrent til iPhone SE, der har skærm på 4,7 tommer. Sådan blev det desværre ikke. Det blev i stedet en af utallige andre telefoner med skærmstørrelse et pænt stykke over 6 tommer.
Det gør naturligvis ikke Nord til en uinteressant telefon. Faktisk er den særdeles glimrende og en klar kandidat til at løbe med prisen som årets bedste køb. OnePlus har prioriteret på bedst mulig vis på de fleste punkter – undtaget antennekvalitet – og Nord er en mobil, som flertallet af Android-brugerne vil elske – især til prisen.
Står du og overvejer ny mobil – særligt fra OnePlus, så er det mod Nord, du skal kigge. Er du alligevel i tvivl, så har vi fem gode alternativer til OnePlus Nord.
For
- Brugervenlig
- Fint kamera
- Hurtig brugerflade
- Hurtig opladning
Mod
- Antennekvaliteten
- Ingen IP-certificering
- Ikke plads til hukommelseskort
OnePlus Nord – specifikationer og funktioner
- Mål: 158,3 x 73,3 x 8,2 mm
- Vægt: 184 gram
- System: Android 10
- Processor: Snapdragon 76, otte kerner
- Skærm: 6,44 tommer, 2.400 x 1080 pixel
- RAM: 8 / 12 GB
- Indbygget hukommelse: 128 / 256 GB
- Batteri: 4.115 mAh
- Datahastighed: 4G og 5G
- Kamera: 48 megapixel / 8 megapixel / 5 megapixel / 2 megapixel, OIS, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde f/1.8
- Frontkamera: 32 +8 megapixel, f/2.0
- Video: 4K
- Tilslutninger: USB Type-C, Bluetooth 5.1
- Sar-værdi: 0,91 W/kg
- GPS: Ja
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
Se også: Test af OnePlus Nord