Test og anmeldelse af OnePlus 7 Pro – tæt på de bedste
OnePlus 7 Pro er OnePlus’ første rigtige forsøg på at lancere en decideret high end mobil, der skal matche de absolut bedste – den imponerer på de fleste vigtige parametre, men skuffer også lidt på et par stykker – til prisen kan den dog være et godt køb. Læs vores test og anmeldelse af OnePlus 7 Pro.
OnePlus 7 Pro – bedømmelse
Design & Materiale: 9/10
Brugervenlighed: 8/10
Batterilevetid: 8/10
Skærm: 10/10
Kamera: 8/10
Hastighed i brugerflade: 10/10
Datahastighed: 10/10
Spiloplevelse: 10/10
Antennekvalitet: 4/10
Samtalekvalitet: 6/10
Samlet karakter: 83/100
Se også: Priser på OnePlus 7 Pro
Læs hele vores store test og anmeldelse af OnePlus 7 Pro herunder. Men først nogle billeder, vi har taget af OnePlus 7 Pro.
Test og anmeldelse af OnePlus 7 Pro
Her under kan du læse vores test af OnePlus 7 Pro, hvor vi ser nærmere på 10 af de vigtigste kategorier på en mobil.
Test af OnePlus 7 Pro – Design
OnePlus 7 Pro gør som sådan ikke noget nyt for mobildesign, men den er pokkers godt og lækkert skruet sammen alligevel. Den 6,67 tommer skærm fylder rigtig meget på fronten, næsten det hele. Skærmen buer rundet langs langsiderne, hvilket ikke alle er tilfredse med – man kommer nemlig lettere utilsigtet til at trykke på skærmen med sådan et design og det har jeg også gjort et par gange.
Den blå variant, jeg har fået til test, er ekstremt flot og aluminumsbagsiden får den til at stå flot frem. På højre side finder vi tænd/sluk tasten og knappen til at sætte på lydløs og vibration. På venstre side sidder volumentasten.
I bunden sidder USB-indgangen samt holder til sim-kort og den ene højtaler – der sidder også en højtaler i toppen. Kameraet bag på sidder symmetrisk godt placeret og telefonen rokker ikke fra side til side, når man trykker på skærmen med mobilen liggende på bordet. Øverst på telefoen skyder selfie kameraet frem – det ser godt ud og fungerer faktisk forbløffende godt.
OnePlus 7 Pro er ikke IP-certificeret, så den er ikke klassificeret som vandtæt fra officiel side, men OnePlus oplyser, at den er lige så vandtæt som mange andre telefoner og den kan i hvert fald sagtens klare et regnskyl, lover de.
Med en skærm på 6,67 tommer er der tale om en fysisk stor mobil og den vejer 210 gram – det gør den til den tungeste nyere topmobil. Samsung Galaxy S10+ vejer til sammenligning 175 gram.
Se også: Mobiltelefoner med bedst design og materialer
Test af OnePlus 7 Pro – Brugervenlighed
Styresystemet i OnePlus 7 Pro er Android 9 med Oneplus’ eget styresystem Oxygen OS trukket hen over. Det er en meget stringent og ren oplevelse, man får uden trælse widgets og apps. Der er dog en række af OnePlus’ egne funktioner i telefonen, men de er stort set alle til det bedre.
Brugerfladen uhyre hurtig takket været Snapdragon 855 processor, 6, 8 eller 12 GB RAM. Det giver en god brugeroplevelse med en hurtig brugerflade.
Fingeraftryksccanere under skærmen har hidtil været noget problematisk, men på OnePlus 7 Pro er der sket noget med hardwaren. Pladsen til fingeraftryksscanneren er vokset fra 6 mm til 7 mm og der er kommet tre optikker i stedet for to til at læse fingeraftrykket. Det giver et bedre billede af fingeren og hurtigere oplåsning: I stedet for 0,6 sekunder som på 6T og de fleste andre telefoner, så tager det 0,26 sekunder at låse på med fingeraftryksscanneren på Pro 7.
Mest interessant er det dog, at vores test af telefonen viser, at den faktisk virker altid – det har nemlig været den største hurdle ind til nu med fingeraftryksscannere under skærmen.
En fin detalje ved selfie-kameraet er, at det trækker sig automatisk ind, hvis man har det aktiveret og samtidig taber mobilen – på den måde går det ikke i stykker.
Den meget store skærm gør, at OnePlus 7 Pro kan være besværlig at betjene med én hånd. Man bør i hvert fald gøre sig selv den tjeneste kun at have apps på den nederste halvdel af skærmen og så widgets i den øverste halvdel, hvis man har ambitioner om at betjene den med én hånd.
Derudover savner jeg indgang til 3,5 mm jackstik.
Se også: Brugervenlige mobiltelefoner
Test af OnePlus 7 Pro – Batterilevetid
Batteriet er på 4.000 mAh er helt i orden, også selvom skærmen er så stor som den er – skærmen på en mobil er oftest den del, der bruger mest batteri. Med skærm på 6,67 tommer er der altså fare for, at skærmen suger meget batteri. Det gør den da også på 7 Pro, men kombinationen af Snapdragon 855 og Android 9 og OnePlus’ egne teknikker til at reducere batteriforbruget gør, at batteriet holder til cirka 1,5 dags brug på en fuld opladning.
Det er særligt de 90 Hz, der bruger batteri – man kan dog vælge at køre med 60 Hz, så holder batteriet til et par dages brug.
OnePlus 7 Pro har naturligvis lynopladning, men den er ikke helt så super hurtig som på nogle af de andre nye topmodeller, selvom det ikke skal være en deal breaker herfra. Her under kan du se, hvor hurtigt man kan lade OnePlus 7 Pro op med den medfølgende oplader fra 0 % batteri:
- 5 minutter: 11 %
- 10 minutter: 23 %
- 15 minutter: 36 %
- 30 minutter: 61 %
- 60 minutter: 93 %
- 1 time og 16 minutter: 100%
OnePlus 7 Pro lader hurtigt den første halve time, men taber lidt fart til sidst. Det er dog som sagt i bagatelniveau, i hvert fald for de fleste almindelige brugere. OnePlus holder stadig fast i, at trådløs opladning ikke har den fornødne kvalitet til, at den teknik er med i 7 Pro.
Se også: Telefoner med lang batterilevetid
Test af OnePlus 7 Pro – Skærm
Skærmen er stor med sine 6,67 tommer – men sikke en skærm! Opløsningen på 2K på en Super AMOLED – eller Fluid AMOLED som OnePlus kalder den på grund af de 90 HZ, den kan opdateres med – er fantastisk flot.
Farverne er lækre og livlige og skarpheden er i top. Jeg bemærker ikke nogen synlig forskel på skærmen med den 90 Hz ved almindelig brug, men til gaming står Modern Combat 5 så skarp som jeg aldrig har set det spil stå før på en mobil – eller nogen anden skærm faktisk. Normalt har mobilskærme 60 Hz opdatering af skærmbilledet, men der er altså 90 Hz på OnePlus 7 Pro.
Det er fedt med skærm over det hele – der er ingen notch eller hul i skærm til selfie-kameraet. Skærmen har lysstyrke på 616 nits – det er noget under den lysstyrke, som vi finder i topmodeller fra Samsung og Apple for eksempel.
Se også: Mobiltelefoner med gode skærme
Test af OnePlus 7 Pro – Kamera
OnePlus 7 Pro har tre kameraer på bagsiden på 48 + 16 + 8 megapixel med blænde ned til F/1.6. Der er både optisk og elektronisk billedstabilisering. Der er sket meget med billedkvaliteten og kameramulighederne på telefoner fra for eksempel Huawei og Samsung – spørgsmålet er, om 7 Pro kan følge med.
Herunder kan du se en række billeder taget med OnePlus 7 Pro.
OnePlus 7 Pro – test af kamera: Landskab
Klassisk landskabsbillede med mange gode og skarpe detaljer i både de lyse og mørke dele af billedet. Farverne er meget naturtro og jeg er meget tilfreds med billedet. OnePlus 7 Pro tilbyder også 3 gange optisk zoom og ultra vidvinkel – se eksempler på det herunder.
OnePlus 7 Pro – test af kamera: Makro
Andre telefoner har en blænderåbning-tilstand til makrobilleder, det har OnePlus 7 Pro ikke. Man kan forsøge sig med Portræt-tilstanden, men den er sværr at bruge til makro-billeder, hvor man gerne vil rigtig tæt på objektet. Billedet herover er taget med almindelig fotoindstilling og den leverer faktisk en fin sløring af baggrunden, mens objekterne i forgrunden er skarpe nok tegnet op. Farverne er dog lige til den lyse side.
OnePlus 7 Pro – test af kamera: Mørke uden fotolys
Taget i meget mørkt rum uden brug af fotolys. Blænden er på F/1.6, hvilket er lavt. Alligevel er jeg ikke tilfreds med billedet, hverken det med Natmiljø-indstilling eller det almindelige billede. Det almindelige billede er dog bedst, da Natmiljø-billedet er for grumset og farverne ikke korrekte nok. Så hellere det lidt mørkere billede med bedre farver.
Til sammenligning kan vi se samme billede taget med Huawei P30 Pro – skarpheden og farverne er bedre på billedet taget med P30 Pro. Først et billede med Natindstilling og så et almindeligt billede – begge altså også taget uden brug af fotolys.
OnePlus 7 Pro – test af kamera: Taget i meget mørkt rum med brug af fotolys.
Fotolyset på telefonen skydes fint af og der er gode detaljer på billedet – farverne er dog igen lidt for meget til den lyse side.
OnePlus 7 Pro – test af kamera: Portræt.
Portrætindstillingen kan bruges til at gøre baggrunden sløret, mens personen i forgrunden står skarpt frem. Sløringen ikke er så kraftig, som jeg havde håbet, men billedbehandlingen klarer faktisk jobbet fint her uden mærkelige udtværinger, som man kan støde på på denne slags bokeh-billeder.
OnePlus 7 Pro – test af kamera: Selfie.
Selfie-billeder klarer OnePlus 7 Pro fint med god skarphed og korrekte farver og man kan se himlen i baggrunden klart og tydeligt – det er rigtig fint på et svært billede som dette med kraftig modlys. Selfie-kameraet skydes i øvrigt op øverst på telefonen og det virker godt og hurtigt.
Se også: De bedste kameramobiler
Test af OnePlus 7 Pro – Hastighed i brugerflade
OnePlus har altid lavet mobiltelefoner med effektive og hurtige brugerflader og OnePlus 7 Pro laver naturligvis ikke om på det. Android 9, Oxygen OS, Snapdragon 855 og enten 6, 8 eller 12 GB RAM giver en lynhurtig brugerflade og apps og spil starter hurtigt op.
En nyhed i den forbindelse er RAM Boost. RAM Boost er en videreudvikling af gaming mode, men med fokus på hele telefonen og ikke kun spil. Med RAM boost lærer telefonen, hvordan du bruger mobilen og allokerer så mest mulig relevant motorkraft hen på de apps, som den forventer at du bruger i løbet af dagen på de og de tidspunkter. Altså en art kunstig intelligens, der skal regne ud hvilke apps du vil bruge lige nu og hvor den så sørger for at have de apps stort set klar til brug, så de åbner på et split sekund, når du har brug for dem.
Det er noget, der kræver længere tids brug af mobilen for at lære og drage nytte af det – mere end den lille uge, jeg har haft telefonen. Når det er sagt, så skal det også siges, at telefonen allerede nu er rigtig hurtig til at åbne apps og spil og til at håndtere mange af dem på samme tid.
Med 128 eller 256 GB hukommelse indbygget får man også telefoner med masser af plads, som man skal arbejde hårdt og længe på at fylde op.
Se også: Telefoner med hurtig brugerflade
Test af OnePlus 7 Pro – Datahastighed
Med 4G Cat 16 får man en mobil med 1 Gbit/s til det mobile internet, så er du typen, der streamer video i højeste kvalitet eller bruger du mobilen som hotspot til andre enheder, så kan du naturligvis gøre det med One Plus 7 Pro i mange år frem.
Se også: Mobiltelefoner med hurtigt internet
Test af OnePlus 7 Pro – Spil
OnePlus 7 Pro har en særlig gaming mode eller spilletilstand. Får du et opkald, mens du spiller, kan du automatisk sende opkaldet til højtaleren, så du kan spille videre, mens du taler. Du kan blokere for meddelelser på skærmen, deaktivere automatisk lysstyrke og begrænse andre apps brug af netværket, når du spiller. Det fungerer godt til særligt de gamere, der er seriøse omkring gaming. Man kan så diskutere, om seriøse gamere vil spille på en mobil, men Gaming Mode virker i hvert fald efter hensigten – nemlig at forstyrre gameren mindst muligt.
Den store og meget flotte skærm og kraftfulde motor gør også, at spil bliver en skøn oplevelse på OnePlus 7 Pro – både de simple og de avancerede og mere hæsblæsende af slagsen. Lyden er også god fra de to højtalere, der er på telefonen.
Se også: De bedste mobiltelefoner til spil
Test af OnePlus 7 Pro – Antennekvalitet
OnePlus 7 Pro har høj sar-værdi på 1,19 w/kg – det er dog lavere end de 1,33 W/kg, som for eksempel OnePlus 6 har/havde, men det er stadig for højt og faktisk højere end på iPhone, der ellers er udskældt for at have for høj sar værdi og dermed for dårlig antennekvalitet. Kommer du fra en anden mobil med bedre antennekvalitet, kan du derfor risikere at blive skuffet, hvis du forventer at være koblet til mobilnettet på steder med svag mobildækning.
Høj sar-værdi er lig med meget mobilstråling, så er man bekymret for det, bør man vælge en anden mobil. Dårlig antennekvalitet påvirker dog også batteritiden og ydeevnen.
Se også: Mobiltelefoner med bedst antennekvalitet
Test af OnePlus 7 Pro – Samtalekvalitet
Antennen har ikke den bedste kvalitet, men i byområder er signalet stadig i orden og lyden til samtaler er fin, når dækningen er fin. OnePlus 7 Pro har WiFi opkald og VoLTE og alle de teleselskaber, der sælger telefonen, bør understøtte teknikkerne i telefonen.
Særligt wifi opkald kan give bedre lyd til samtaler, hvor det almindelige mobilnet ikke dækker godt nok, så det er en god mulighed med OnePlus 7 Pro, nu hvor dens antennekvalitet ikke er god nok.
Se også: Mobiltelefoner der er gode at tale i
Test af OnePlus 7 Pro – Pris
OnePlus 7 Pro har en vejledende pris fra 5.400 kroner for 128 GB versionen og 6 GB RAM, mens den dyreste med 12 GB RAM og 256 GB hukommelse koster 6.400 kroner.
Se også: Sammenlign de bedste mobiltelefoner
Konklusion
OnePlus 7 Pro er grundlæggende en vidundelig mobil – den er flot, lynende hurtig, har fremragende skærm og god batteritid. Men trods alle anstrengelserne halter den altså noget efter kameraet på Huawei P30 Pro og Samsung Galaxy S10+ – det er ganske enkelt ikke på niveau endnu med den billedkvalitet, som de leverer. Det ærgrer mig noget og gør, at jeg ikke selv vil finde på at købe 7 Pro – kameraet er ganske enkelt for vigtig en funktion i min mobil til, at jeg vil gå på kompromis på den front.
Det er også ærgerligt, at antennekvaliteten stadig er så dårlig som den er på OnePlus 7 Pro – det har grundlæggende altid været et problem for OnePlus.
Vælger du at købe OnePlus 7 Pro, så vælg 6 GB-versionen til 5.400 kroner – der er ingen grund til at vælge en af de mere kraftfulde, men også dyrere versioner.
For:
- Hastighed i brugerfladen
- Flot skærm
- God batterilevetid
Mod:
- Kameraet ikke godt nok i dårlig belysning
- Mangler trådløs opladning
- Dårlig antennekvalitet
Test af OnePlus 7 Pro – specifikationer og funktioner
- Mål: –
- Vægt: 210 gram
- System: Android 9 Pie, Oxygen OS
- Processor: Snapdragon 855 Octa core
- Skærm: 6,67 tommer, 2K opløsning (3.120 x 1.440 pixel), Super AMOLED, Corning Gorilla Glass 5
- RAM: 6/8/12 GB RAM
- Hukommelse: 128/256 GB
- Batteri: 4.00 mAh, lynopladning
- Datahastighed: 1 Gbits /150 Mbit/s (4G)
- Kamera: Triple kamera: 48 + 16 + 8 MP, blænde F/1.6, fase detektion autofokus, elektronisk billedstabilisering (EIS)
- Frontkamera: 24 megapixel, blænde f/2.0
- Video: 4K, slowmotion med 480 fps i HD, 720p.
- Opkobling: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac (2.4/5GHz), Bluetooth 5.0 A2DP og aptX HD, USB 2.0 Type-C, NFC
- GPS: Ja, (A-GPS, Galileo)
- FM-radio: Nej
- NFC: Ja
- Øvrigt: Accelerometer, fingeraftryksscanner, Gyro Sensor, Geomagnetisk sensor
- Farver: Sort, blå, creme
Se også: Test af OnePlus 7 Pro
Fortsættelsen:
Siden redaktionen kørte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. Steen Jørgensen valgte at gå videre med sagen. 14/5/2019 blev bolden spillet videre med et indlæg omkring OnePlus 7 Pro lanceret – se specifikationer, funktioner og pris – Den kan læses her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for seneste nyt i sagen..