Første smugkig på Samsung Galaxy S20 Plus 5G
Om få uger er det tid til næste Unpacked-event fra Samsung, og det betyder endnu flere rygter og lækkede oplysninger end ellers. Vi har set CAD-billeder og lækkede etuier, men nu kommer der helt nye lækkede billeder, der skal vise Samsung Galaxy S20 Plus 5G.
Billede af Samsung Galaxy S20 5G afslører detaljer
For det første lader billederne til at være en bekræftelse af, at Samsung har droppet S11-betegnelsen og rent faktisk vil kalde sit næste flagskib for S20. Ser vi på forsiden, finder vi en Infinity-O skærm med et punch hole i midten. Der er stadig tale om en 2,5D kurvet skærm, men den ser mindre kurvet ud, end vi tidligere har set fra Samsung.
Faktisk ser skærmen næsten ud til at være flad og ikke buet. Vi har hørt andre rygter om en skærm med 120 Hz i refresh rate i S20-serien, og stemmer det, bliver det en helt flydende skærmoplevelse, man får. Så sent som i går kom der rygter om, at S20 ikke får 120 Hz skærm, men det rygte tror vi ikke på, da skærme med 120 Hz bliver et vigtigt våben i kampen om kunderne i 2020 – Samsung har ry for at lave gode mobilskærme og det er ikke til at tro, at Samsung ikke vil introducere S20 med 120 Hz skærm, nu hvor andre mobilproducenter allerede har den type skærme eller kommer med dem i 2020.
Vender vi på telefonen og ser på bagsiden, finder vi et quad kamera, som vi har hørt om fra andre rygter. Det forventes, at S20 Plus 5G får en ultravidvinkel, en teleoptik og en makrooptik samt en hovedoptik med 108 megapixel.
Indeni finder vi en Snapdragon 865 chip, hvilket gør S20 til den første telefon med den nye topchip fra Qualcomm.
Se også: Sammenlign priser på Samsung Galaxy S
Lancering den 11. februar
Samsungs Unpacked-event skal finde sted 11. februar, og her forventer vi at høre meget mere om alle tre nye modeller i S20-serien, som Samsung tænkes at komme med i år.
Derudover kan vi få et kig på Samsungs næste foldbare telefon, der får navnet Galaxy Bloom. Navnet er bekræftet af Samsungs topchef DJ Koh og der bliver tale om en klapmobil i musling-design i stedet for tablet-designet, som Galaxy Fold har.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy S20