Samsung satser voldsomt på Microsoft-apps i Galaxy S6
Samsung har fået meget kritik for sin Android-brugerflade Touchwiz gennem årene. Kritikken har gået på, at den er langsom og hakker og er fyldt med apps, som ingen gider bruge, men som man ikke kan afinstallere – også kaldet bloatware.
Her i løbet af efteråret så vi dog klare tendenser til at skære ned på denne bloatware fra Samsungs side, og for eksempel på Galaxy A-seriens modeller, der netop er introduceret herhjemme, er der meget få forinstallerede apps.
Se også: Guides og test af Samsung mobiler.
Masser af Microsoft-apps i Galaxy S6
Hvis vi skal tro nyeste rygter, venter der endnu større forandringer med Galaxy S6, der ventes at blive lanceret om to uger. Det mest overraskende er, at Samsung lader til at ville præinstallere flere Microsoft-apps på Galaxy S6. Det drejer sig om note-appen Onenote, cloud-tjenesten OneDrive, Office Mobile (sammen med et gratis abonnement på Office 365 og Skype.
Ud over dette siges Samsung at have arbejdet på at optimere deres software til et niveau tæt på standard-Android og de skulle blandt andet have gjort det ved at fjerne stort set alle egne tjenester, her i blandt stemmestyringen S Voice. Den skal downloades og installeres, hvis man vil have den.
Se også: Find den billigste Samsung Galaxy S5.
Super hurtig brugerflade
I følge de nye oplysninger, skulle Touchwiz på Galaxy S6 være fantastisk hurtig sammenlignet med Android 5.0 på Galaxy Note 4. Der er også detaljer om ændringer i brugerfladen, så som at man i app-listen kan vælge om man vil have 16, 20 eller 25 apps apps vist på hver side.
Nye billeder bekræfter iPhone 6-efterligning
Samtidig er der nu også kommet flere billeder af Galaxy S6. Som tidligere er det en coverproducent, der står for lækket og der overlades ikke meget til fantasien. Kan vi tro på billederne, så har Samsung kopieret en af de mest udskældte detaljer ved iPhone 6, nemlig det udstikkende kamera.
At kameraet virkelig ser sådan ud, så bekræftes det mere eller mindre af en teaser-video, som Samsung selv har lagt ud, hvor de praler af kameraet.
Er det nok til at vende skuden for Samsung?
Det giver mening, at Samsung skærer ind til benet i deres brugerflade, Samsung skulle selv kalde Galaxy S6 for ‘Project Zero’ – altså en ny begyndelse. I første omgang handlede det angiveligt primært om at bevæge sig væk fra plastik-designet på tidligere modeller og i stedet benytte sig af mere premium-materialer. Men det virker logisk, at Samsung også rydder op i brugerfladen.
Derimod virker det ikke specielt logisk at satse så meget på Microsoft-apps i en Android-mobil. Det bliver interessant at se, om disse apps kommer med som præinstallerede apps eller om de i stedet let kan downloades, hvis man vil have dem. Google har i forvejen glimrende online note- og Office-apps liggende i Android, så det virker besynderligt, hvis Samsung pludselig storsatser på præinstallerede apps som OneNote og Office i deres Galaxy S6.
Sådan finder du det billigste mobilabonnement.