Ja, det’ bår dæjli! Samsung vil droppe Bixby-skærm på S21
Der har i længere tid været tale om, at Samsung ville droppe sin digitale assistent Bixby til fordel for Google Assistent. Nu er der dukket rygte op, der yderligere indikerer, at der kan være noget om snakken.
Samsung Bixby får mindre rolle i Galaxy S21
Med den kommende Galaxy S21, som menes at komme allerede til januar, skulle det blive muligt let at skifte Bixby-skærmen ud med Google Assistant-skærmen. Bixby-skærmen er den, der ligger yderst til venstre på hjemskærmen, hvor nyheder, aftaler og andet samles. Google Assistent gør noget lignende.
Det menes, at muligheden kommer med One UI 3.1. Det betyder videre, at det er en mulighed, der kan benyttes på alle telefoner, der kan køre med One UI 3.1. Det er altså ikke kun noget, der gælder for Galaxy S21. One UI 3.0 blev lanceret for nylig og version 3.1 ventes så at komme med S21.
Bixby blev introduceret i 2017 og var en stor opgradering af Samsung S Voice. Stemmeassistenten kan bruges i mange forskellige opkoblede enheder, men det virker lidt som om, at dens rolle er ved at være udspillet på telefoner. I hvert fald har Samsung selv mindsket dens position og rolle i telefon, blandt andet ved at droppe den dedikerede knap, som man kunne trykke på for at aktivere den.
Samsung har gennem årene forsøgt at pushe sine egne tjenester på bekostning af Googles og Play Store, men uden held.
Se også: Nyheder om Samsung