Første indtryk af Samsung Galaxy Alpha
Samsung Galaxy Alpha test: Vi har tidligere kigget på Samsung Galaxy Alpha og nu er den så endelig kommet ind til redaktionen til test – dagen, hvor Samsung for alvor prøver kræfter med en metalmobil er altså kommet.
Eller det vil sige, det er faktisk kun rammen rundt om mobilen, der er i metal og hidtil har det kun været Alpha, der er blevet præsenteret med dette ”nye” materiale.
Samsung skal nok lige se modtagelsen an, inden de for alvor tør satse på flere metalmobiler.
Selvom det kun er rammen rundt om mobilen, der er i metal, så giver det alligevel en noget anden fornemmelse end plastik. Samtidig er telefonen vældig let, men sammen med dens bagside i plastik, så højner det ikke helhedsindtrykket i helt samme grad, som vi havde sat næsen op efter.
Designmæssigt er den et niveau over det meste andet, vi har testet fra Samsung, men de fleste konkurrenter formår stadig at levere mobiler af højere kvalitet, når det gælder design.
Formen på Samsung Galaxy Alpha er derimod lidt spøjs. Langsiderne er lidt indsunkne og hjørnerne meget afrundede. Formentlig for, at telefonen skal føles mindre end den er.
Samsung Galaxy Alpha test – benchmark-mester
Det, der overrasker os umiddelbart, er det, der findes på indersiden. Bortset fra Galaxy Tab S er der ikke specielt mange af Samsungs mobiler, der kører med Samsungs egen Exynos-processor. Nu har Samsung tilmed fået 4G indbygget i processoren og kan dermed lancere 4G-mobiler med deres egen processor. Det drejer sig om en octa core-processor, varianten er Exynos 5, der arbejder på en lidt spøjs måde.
Med octa core er det normalt, at der bruges fire af de kraftigere kerner (her på 1,7 Ghz) og fire af de lidt svagere (her 1,3 Ghz) alt efter, hvad telefonen arbejder med.
Typisk er det enten de kraftige eller de svagere kerner, der arbejder, men med Samsungs løsning kan arbejdsfordelingen deles ud. For eksempel kan tre af de lidt svagere kerner og en af de stærke arbejde sammen på samme tid. Det er muligvis detaljenørderi, som ikke interesserer almindelige brugere. Mere interessant er det, hvordan den rent faktisk virker i praksis – mobilen skal for pokker jo bare virke godt.
I vores benchmark-test slår Samsungs Exynos-processoren Qualcomms Snapdragon 801 på samtlige punkter, hvilket er meget imponerende.
Præcis hvordan denne hastighed i benchmark-test overføres til praktisk brug af mobilen, kan vi bedre bedømme, når vi har testet den lidt nærmere, men i hvert fald kommer Samsung Galaxy Alpha rigtig flot fra start på dette punkt.
Det samme gælder batteritiden. Samsung har selv talt batteritiden op, men i løbet af den første formiddag med mobilen faldt batteritiden ret hurtigt med omkring 25 procent ved normal brug. Vi håber, den kan leve op til det Samsung selv har sagt, nemlig omkring 2 dage ved ret høj brug.
Designmæssigt havde vi håbet på en større wow-oplevelse med Samsung Galaxy Alpha, men den udeblev lidt, men til gengæld blev vi imponeret af over, hvor godt den klarede benchmark-testene.
Det bliver spændende at se, om Samsung Galaxy Alpha bliver en mobil, vi vender tilbage til igen og igen, eller om vi snart vil kigge os om efter en ny – nu skal den i hvert fald igennem vores testkværn og så må vi se, om den kan klare udfordringerne og imponere os.