Samsung: Galaxy S8 får nyt kamera og forbedret kunstig intelligens
Vi er blevet lovet en grundig gennemgang af årsagerne til Galaxy Note 7s eksploderende batterier, og vi er tilmed blevet lovet, at selskabet kan give os nogle reelle svar i slutningen af året. Men Samsung er allerede ved at rykke fokus videre til noget andet – nemlig deres kommende flagskib (og redningsplanke?) Galaxy S8.
Der arbejdes derfor hårdt på at genvinde det, de tabte på Note 7-fiaskoen – godt 30 milliarder venter Samsung selv at tabe på, at de måtte trække den helt tilbage fra markedet.
Se også: Rygter om Galaxy S8
S8 med nyt design og smart kunstig intelligens
Vicedirektøren for mobilafdelingen, Lee Kyeong-Tae, har til Wall Street Journal sagt, at selskabet forventer eftervirkninger af Note 7-situationen frem til og med første kvartal af 2017, men at de også forventer, at tingene vender, når det nye flagskib kommer på markedet.
Det, der skal lokke kunderne tilbage, er dels et lækkert nyt design, men også et bedre kamera og forbedret kunstig intelligens, der kan betyde, at de implementerer Viv-teknologien, som Samsung lige har opkøbt. Viv er en platform til kunstig intelligens, som man blandt andet kan kommunikere med via stemmen.
Se også: Bedste pris for Galaxy S7
Samsung har store forventninger til Galaxy S8
Det, der dog stadig rider Samsung som en mare, er, at de ikke kan løse Note 7-batteriproblemerne. Det er endnu ikke klart, hvad der reelt ligger til grund for problemerne, og finder de ikke ud af det inden længe, er det umuligt at vide sig sikker på, at det samme ikke også vil ske for Galaxy S8.
Det er dog ikke en bekymring, man kan spore hos Samsung-cheferne – de er overbevist om stor succes for S8, som vi forventer at få vist frem ved Mobile World Congress til februar i 2017.
Se også: Nyheder om Galaxy S8