Kvartalsrapport: Samsungs smartphone-afdeling lider tab
Samsungs smartphone-afdeling har det ikke for godt, men heldigvis er resten af koncernen sund, så de har klaret den alligevel, viser seneste regnskabstal. Faktisk har Samsung samlet klaret det så godt, at overskuddet for andet kvartal er rekordstort.
Ser vi på smartphone-delen alene, er overskuddet dog faldet med 4,7 procent i andet kvartal. Selv siger Samsung, at Galaxy S8-modellerne sælger bedre end deres forgængere S7-modellerne, men der kan stadig blive tale om et fald også i den nærmeste fremtid. En af grundene til det er, at mange kunder vælger mindre eller ældre modeller. For eksempel er Galaxy S7 Edge og S7 billigere end S8 og S8 Plus, men de er stadig fremragende telefoner.
Se også: Sammenlign priser på Samsung Galaxy S8
Kina presser Samsung
Kina er et af de markeder, der giver Samsung lidt grå hår i hovedet for tiden. Kina har de seneste år været det marked, hvor Samsung har solgt absolut flest telefoner, men ifølge den nyeste analyse fra Canalys, er Samsung ikke længere i top fem over de producenter, der sælger flest telefoner i det store land.
Samsung er altså ved at miste deres position på deres største marked.
Se også: Den billigste Samsung Galaxy S7 Edge
Også presset i Indien
Et andet vigtigt marked for Samsung er Indien. Også her er der udfordringer for Samsung. De er stadig den størstsælgende producent med omkring 25 procent af markedet, og de har også solgt lidt flere telefoner i andet kvartal af 2017 end tidligere.
Udfordringen kommer i form af, at de næste producenter på listen er de kinesiske Xiaomi, Vivo og Oppo, der alle har mindst fordoblet antallet af solgte telefoner i Indien i samme periode. Især for Xiaomi ser det godt ud, da de har firdoblet salget i andet kvartal af 2017, oplyser Canalys.
De kinesiske mærker sælger mange mellemklassetelefoner, så skal Samsung kunne konkurrere, er det nødvendigt for selskabet at kunne konkurrere på den del af markedet. Det går udmærket for dem i topklassesegmentet, men ifølge Ishan Dutt fra Canalys, er det nødvendigt for Samsung at få gang i nogle produkter i mellemklassen.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S
Note 8 er næste store mobil
Næste store lancering for Samsung bliver Note 8, der skal vise, at Samsung stadig kan lave phablets efter Note 7-katastrofen sidste år. Samtidig skal den kunne tage kampen op med Apples kommende iPhone 8, så der er hårde tider forude for Samsung. Vi regner med, at Note 8 kommer på markedet til september. Det bliver afgørende for Samsung at vise, at de stadig er de største.
Se også: Nyheder om Samsung