Første danske test af Samsung One UI 2.0
Da Samsung lancerede One UI som som deres nye styresystem, faldt det med det samme i god jord hos anmeldere og forbrugere. Fokus var på bedre betjening til enhåndsbrug og en generelt mere intuitiv brugerflade. Nu er Samsung snart klar med deres næste store opdatering, One UI 2.0, som bliver lanceret sammen med Android 10. Vi har haft mulighed for at teste den nye brugerflade – her kan du se de vigtigste nyheder, man bør lægge mærke til i One UI 2.0.
Test af Samsung One UI 2.0
Design og layout
Der er ikke tale om den helt store omvæltning, når det kommer til layoutet på brugerfladen. I dette tilfælde er det bestemt en god ting, da der jo ikke er nogen grund til at lave alt for meget om på noget, der fungerer godt i forvejen. I menuerne er der kommet et markant bedre og mere simpelt overblik over informationer, som for eksempel enhedspleje, hvor man kan tjekke oplysninger om batteri og andre ting.
Notifikationer og andre interaktioner, der normalt kan distrahere, fylder ikke længere så meget på skærmen, når man er i gang med at bruge telefonen. Det lyder måske ikke som noget særligt, men det er en fin detalje, som fortjener pæne ord med på vejen.
Se også:
Brugervenlighed
Et kritikpunkt ved første generation af One UI var, at ikonerne i mapperne lå helt oppe i toppen af skærmen – fuldstændig ude af trit med One UI “konceptet”, hvor man skulle kunne nå alt på telefonens skærm med en hånd. Det er der blevet lavet om på, og nu sidder ikonerne længere nede. De kunne nu godt komme endnu længere ned efter min smag. Jeg skal stadig række lidt efter min øverste app til venstre – måske det sker med One UI 3.0.
I Android 10 er der implementeret en mere strømlinet måde at gestus-navigere på. Dette gør sig gældende for Googles Pixel-serie, OnePlus og nu også Samsung. Det minder på mange måder om det, vi ser på iPhones. Dog med den store forskel, at man ved at swipe fra siden og ind aktiverer ‘tilbage’ – lige meget hvilken side man gør det fra. Man kan stadig gå tilbage og vælge den første generation af gestus-navigering eller gå helt tilbage til de tre knapper.
Enhånds-betjening er noget, som har eksisteret på Samsungs telefoner i mange år efterhånden. Det har bare aldrig rigtig fungeret for mig, når det virkelig gælder. Med One UI 2.0 er det nu lavet om til enten to hurtige tryk på hjem-knappen eller et swipe ned i bunden. I min testperiode har det fungeret upåklageligt.
Markering af fingeraftrykscannerens placering kan nu aktiveres til at være synlig hele tiden på Always On Display. En af hovedpinerne ved fingeraftrykscannere under skærmen er, at man ikke kan mærke dem rent fysisk, og det kræver enten noget liv i skærmen, eller at man rammer rigtig hver gang – sidstnævnte er nu blevet en anelse nemmere.
Dark Mode, der før hed Night Mode, er blevet mere gennemført. De fleste widgets på baggrunden reagerer også på, at man har skiftet over til Dark Mode og viser mørke baggrunde, og flere apps understøtter den mørke skærm i One UI 2.0.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy telefoner
Digital velbefindende og forældrekontrol
Der er efterhånden gået sport i den for mobilproducenterne, når det gælder om at hjælpe forbrugerne med at bruge deres telefoner så lidt som muligt. En af de nye features i One UI 2.0 inden for dén kategori er “Fokustilstand”. Her kan man lave en kategori, eksempelvis “Arbejde”, hvor man kun giver sig selv mulighed for at bruge bestemte apps for at holde bedre fokus på det, man var i gang med. De “forbudte” apps er stadig synlige, men nu gjort sorthvide.
Det er ret fin reminder om, at man er i gang med noget mere vigtigt – om du så i sidste ende holder dig på stien, er op til dig egen viljestyrke.
Forældrekontrol har fundet vej under samme fane. Her skal man først vælge, om det er forældre eller barn der er ejer af enheden. Som forældre kan man dermed kontrollere, hvor meget skærmtid der er tilladt, hvilke apps og Google tjenester børnene kan benytte sig af og generelt holde øje med telefonens brug.
Det er ikke noget nyt, at man som forældre kan have overblik over børnenes mobilvaner og brug, men det har ofte været noget, som enten skulle findes frem med tredjepart eller graves frem i systemet. Her får man det inde i indstillinger.
Se også: Bedste pris på Samsung Galaxy Note 10
Konklusion på Samsaung One UI 2.0
Med Samsung One UI 2.0 skal man ikke sætte næsen op efter et helt nyt udtryk og en ny måde at bruge Samsung-telefoner på.
One UI 2.0 er helt klart en evolution frem for en revolution – der er udviklet på det, der fungerer ret godt i forvejen med med gode småforbedringer generelt over hele linjen.
Se også: Find priser på Samsung Galaxy S10+
Tilgængelighed
Vi har spurgt Samsung, hvornår man kan forvente at få One UI 2.0 på sin Samsung telefon, og her svarer de, at brugere af Samsung S10 og Note10 serierne kan forvente en opdatering, inden året er omme. Til brugere af A-serien og ældre modeller ældre modeller af S-serien, ned til S8 og også til Note 9 0g 8 forventer Samsung at have One UI 2.0 klar i løbet af første kvartal af 2020.
Se også: Nyheder om Samsung