Sony kommer med fire flagskibe næste år: Xperia 0 og 3
Stemmer de oplysninger, som en japansk kilde siges at ligge inde med, så bliver 2020 et interessant produktår for Sony. De skulle nemlig komme med hele fire topmodeller og to i mellemklassen.
Xperia 0 og Xperia 3 – 5G og forbedret kamera
De fire flagskibe skulle alle blive udrustet med den nye kommende Snapdragon 865, mens de to i mellemklassen får den kommende Snapdragon 735 chip, der også understøtter 5G.
En af de modeller, vi kan vente at se, er den, der dukkede informationer op om allerede tilbage i juni. Det er en mobil med 6 kameraer og den skulle gå under navnet Xperia 0. Også den vil naturligvis understøtte 5G- lige som de tre andre topmodeller, der rygtes at komme fra Sony i 2020.
Xperia 0 skulle få et hovedkamera på 48 megapixel med blænde ned til F/1.2. Derudover kan vi forvente, at de øvrige kameraer skal bruges som dybdesensor til ToF-billede, optisk zoom og vidvinkel. I følge den japanske kilde vil Xperia 0 blive lanceret på IFA 2020 – IFA messen i Berlin finder typisk sted i starten af september.
Også en Xperia 3 skulle komme i 2020. Det er svært at bedømme størrelsen på telefonen,men i følge kilden skulle det være en opfølger til Compact-serien fra Sony. Sonys Compact-telefoner er de lidt mindre telefoner, der stadig har de samme gode specifikationer som de større topmodeller. Den får også Snapdragon 865 og 5G samt triple kamera. Skærmen i 21:9 format får en opløsning på 3.360 x 1.440 pixel, så hvis der er tale om en skærm med størrelse under 6 tommer, så bliver det en meget skarp skærm. Der er ingen info om, hvornår lanceringen finder sted af den.
Se også: De bedste priser på Sony Xperia
Opfølgere: Xperia 1.1, 5.1, 9.1 og 10.1
Xperia 1 skulle også få en opfølger med navnet Xperia 1.1 med samme type skærm som forgængeren men med fire kameraer på bagsiden. Også Xperia 5 siges at få en opfølger ved navn Xperia 5.1 med samme kamera-setup som Xperia 1.1, men med lavere skærmopløsning. De to modeller skulle blive vist frem på Mobile World Congress 2020, der finder sted i slutningen af februar.
Når det gælder mellemklassemodellerne, så nævnes Xperia 10.1 og Xperia 9.1. Sidstnævnte skulle være en opfølger til Xperia 10 Plus, men hvor navnet altså ændres lidt. Der er dog ingen informationer om den udover at de skulle få 5G. Nyhederne i de to telefoner i forhold til deres forgængere vil dog formentlig være begrænsede. De to mellemklassetelefoner er der heller ingen informationer på hvad angår lancering,men de kunne godt se dagens lys på MWC 2020.
Se også: Nyheder om Sony