Sony Xperia Z Ultra test – hvilket skønt monster!
Sony Xperia Z Ultra – Brugerflade
Jeg har selv løbet rundt med Samsung Galaxy Mega med en skærm på 6,3 tommer. Her undrede det mig, at man ikke rigtig havde udnyttet skærmstørrelsen til noget specielt.
Det er heller ikke sådan, at Sony har nogle vildt unikke tilføjelser til Xperia Z Ultra, der udnytter skærmstørrelsen, men de har trods alt arbejdet lidt med brugerfladen. Der er gjort plads til 36 apps på hver skærm. 6 i højden og 6 i bredden.
Her kører Galaxy Mega med helt klassisk opbygning med og giver plads til 25. Ok, jeg ved godt det kun er en lille ting, men der er trods alt tænkt en tanke for at udnytte den større skærm. Ud over de 36 apps, er der naturligvis også de faste i bunden.
Brugerfladen er hurtig at bevæge sig rundt i og irritationsmomenterne er små. For eksempel er det meget minimalt, hvad telefonen kræver af oprydning, første gang man tænder den.
Sony Select giver overblik og adgang til en række apps, musik og spil. Den behøver jeg ikke, så den fjernes hurtigt. Og det er faktisk det. Herefter er der mere eller mindre tale om rendyrket Android. Det er en af grundene til, at det går så hurtigt at bladre rundt i telefonen.