Sony Xperia Z1 test og pris: Tæt på komplet
Den forrige topmodel Z, der kom for mindre end et år siden, viste tydeligt, at Sony har en klar idé om, hvilken retning de vil gå, og hvordan de skal lykkes med det. Efterfølgeren Z1 er beviset.
Allerede ved første indtryk mærker man, at Sony har lagt meget arbejde i mobilen. Aluminiumsrammen bidrager til en gedigen fornemmelse, og konstruktionen føles som absolut topklasse.
Selvfølgelig er vand- og støvafvisningen esset i ærmet. Sony er tilmed lykkedes med at forsegle høretelefonstikket på indersiden (det er det samme på giganten Xperia Z Ultra), hvilket gør, at man nu slipper for at pille med en plastklap for at komme til det.
De resterende huller, som simkort- og mikro-SD-plads og opladerstik kræver dog stadig, at man forsegler dem manuelt, hvis man vil plaske med vand med mobilen.
Designmæssigt ligner Z1 ret meget Z, med nogle små forskelle. Strømknappen og volumenkontrollen er mindre og føles faktisk bedre, desuden har Z1 en dedikeret lukkerknap, noget vi manglede på forgængeren.
Apropos forgængeren – de skarpe kanter er nu en saga blot. Selvom Z1 ser meget firkantet ud, er bagsidens kanter subtilt afrundede, hvilket gør den meget rarere at holde om. En ting, der måske ikke falder i alles smag, er, at Z1 er en ret massiv mobil. Jeg vil ikke sige, at den er klodset, snarere bastant med en gedigen kampvægt og relativt bred om hofterne.