Så er det slut for Eniro – i hvert fald når det gælder trykte vejvisere og telefonbøger
Hvornår har du sidst ledt efter en VVS’er eller adresse i den trykte udgave af en telefonbog eller vejviser? Nej vel, det kan du sikkert ikke huske for du har ikke gjort det i mange år.
Krak og De Gule Sider forsvinder på print
Det tager Eniro, der også står bag Krak og De Gule Sider, nu konsekvensen af og i 2017 udgiver Eniro sin sidste årgang af trykte vejvisere og telefonbøger. Også Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog samt en række selvstændige lokale vejvisere udkommer for sidste gang i 2017.
Som bivirkning ved, at brugerne ikke benytter sig af de trykte medier mere, så er annoncørerne også forsvundet og derfor er der ikke økonomi i at udgive dem mere.
Se også: Find vej på cykel med Krak
Omsætningen er digital
I 2015 stod trykte vejvisere for 8 procent af Eniro-koncernens omsætning, mens digital søgning udgjorde 73 procent.
”Vores trykte vejvisere har eksisteret i flere hundrede år, og de har været til stor gavn for de lokalsamfund, vi bidrager til at gøre levende gennem vores søgemedier. Men vores forretning har udviklet sig i takt med den teknologiske udvikling, og trykte vejvisere står nu kun for en lille del af Eniro-koncernens omsætning”, siger Örjan Frid, koncernchef i Eniro.
Se også: Bedste priser på nye mobiltelefoner
Nedlæggelse print koster 12 stillinger
Den øgede digitalisering har dog også andre konsekvenser. Således betyder nedlægningen af de trykte vejvisere og telefonbøger, at Eniro forventer at nedlægge i alt 12 stillinger i koncernen i 2017.
Eniros vejvisere går helt tilbage til 1770, hvor Københavns første vejviser blev udgivet.
Se også: Nyheder om Krak