Google tester end-to-end kryptering i Android Messages

Google er snart klar med end-to-end kryptering i samtaler i Android Messages - i starten i en-til-en-samtaler, senere i gruppesamtaler.

Google tester end-to-end kryptering i Android Messages

Gennem det seneste halvandet år har Google rullet en ny og forbedret version af sin besked-app til Android ud. Den skal erstatte den gamle, klodsede og ikke mindst usikre SMS-version. Nu er de færdige med udrulningen, og næste skridt er at udruste appen med end-to-end kryptering.

Googles Rich Communications Services er Androids version af Apple iMessage, hvor man blandt andet kan få kvittering på, at beskeden er læst samt andre funktioner, man forventer sig af en besked-app i dag.

I en blogpost torsdag meddelte Google, at de tager et skridt videre og kaster sig over end-to-end kryptering. Til at begynde med bliver den i en-til-en samtaler, hvilket betyder, at funktionen kan komme til gruppesamtaler senere. I først omgang bliver det beta-testere, der får lov at få funktionen. Den ruller ud i beta-versionen i slutningen af november og fortsætter ind i næste år.

Med end-to-end kryptering forhindrer man alle, tilmed Google selv, i at læse ens beskeder, når de er på vej til modtageren. Google legede første gang med end-to-end kryptering tilbage i 2016, hvor de lancerede Allo. Det var en app, der fra første færd blev kritiseret af eksperterne for ikke at have sikkerhedsfunktionen som standard. Efter to år droppede Google hele projektet.

Denne gang har Google lært sin lektie. Android Messages får end-to-end kryptering som standard, når funktionen ruller ud. Den vender ikke tilbage til SMS, med mindre man selv slår RCS fra eller mister den.