Google TV: Flere profiler under samme brugernavn

Google TV gør det nu muligt at oprette flere profiler til samme brugerkonto - det vil give en mere personlig og tilpasset oplevelse.

Google TV: Flere profiler under samme brugernavn

En af de helt store pointer med Chromecast med Google TV, der kom i slutningen af 2020, var softwaren og dashboardet med samme navn, Google TV.

Googles forsøg på at placere sine tjenester lige foran næsen på os, mens vi så på TV, var en launcher, der skulle have personalisering og smarte anbefalinger som hovedpointen, så længe man altså kun er i person i husholdningen.

Se også: Smart TV-stander

Flere brugerprofiler til Google TV

Google TV understøttede nemlig kun en brugerprofil. Senere tilføjede man børneprofiler, så man ikke blev udsat for endeløse Baby Shark-anbefalinger, og Google lovede, at understøttelse af flere profiler skulle komme senere. Mange forsinkelser og en langsom udrulning senere, er den tid endelig kommet.

Brugere af Google TV bør nemlig nu eller snart kunne tilføje flere brugerprofiler til deres enheder takket være en opdatering af en server, der endelig er gennemført, lyder det fra flere udenlandske medier. Det kan dog være nødvendigt at reboote eller geninstallere Google TV-appen, inden man kan tilføje profilerne.

Når funktionen er aktiv, får man beskeden ”Introducing profiles on Google TV” frem på skærmen, og på den måde kan man altså tilføje endnu en Google-konto. I skrivende stund ser det ikke ud til, at funktionen er aktiveret i Danmark endnu. Det sker forhåbentlig snart, så bruger du Google TV, er det bare med at holde et vågent øje.

Se også: Hurtig bredbånd til streaming

Tilpas brugerfladen til den enkeltes smag og behag

Når man har tilføjet flere Google-konti, kan man tilpasse brugerfladen efter smag og behag med separate lister og smarte anbefalinger baseret på ens personlige vaner.

Det kan forhåbentligt hjælpe med at mindske den tid, det tager at vælge noget at se, når man ikke længere er nødt til at bladre gennem alle andres anbefalinger, men kun får sine egne favoritgenrer at vælge imellem, hvad enten det er anime, krimi, eller dokumentarprogrammer.

Se også: Nyheder om Chromecast og Google TV