De fleste med tablet vil ikke have en ny
Undersøgelsen, som analysefirmaet Gartner står bag, er relativt omfattende med 19.000 interviews i USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Brasilien og Indien.
Af de adspurgte på de ”modne markeder”, det vil sige USA, Storbritannien og Frankrig, var det kun 17 procent, der kunne tænke sig at købe en ny tablet inden for de næste 12 måneder. I USA havde 66 procent af husholdningerne allerede en tablet, og 25 procent mere end en.
Undersøgelsen kan tolkes således, at de adspurgte, der allerede har en tablet, er tilfredse med den og ikke ser nogen grund til at opgradere. Det kan selvfølgelig også være, at de IKKE er tilfredse og ikke ser nogen grund til at købe endnu en tablet.
Gartner konstaterer, at de adspurgte som regel er loyale overfor den platform, de bruger mest, især dem med stationære computere (65 procent) og laptops (45 procent), men at mange alligevel er usikre på, hvilken type enhed, de vil købe næste gang.
Se også: Mobilabonnementer med meget data
Plads til hybrider mellem computer og tablet
Gartner tolker det sådan, at eksisterende enheder ikke fuldstændigt opfylder de behov, folk har, og at der er plads til, at for eksempel hybrider mellem computere og tablets kan få en større del af markedet.
En stor del af de adspurgte, 48 procent, sagde, at de syntes, at det være besværligt at købe nye enheder, og at de ikke ville gøre det, hvis ikke det var absolut nødvendigt.
Se også: Nyheder og test af tablets