Ny 12,9 tommer iPad Air får Mini LED-skærm fra iPad Pro
Vi har hørt flere rygter om, at den næste generation af iPad Air kommer i to størrelser. Det betyder, at den for første gang følger i samme spor som iPad Pro.
Den næste generation af iPad Pro skifter til OLED-skærme, og så kunne man være tilbøjelig til at tro, at det samme også står til at ske med iPad Air, men det lader ikke til at være tilfældet. I stedet hævder et nyt rygte, at den større version af iPad Air får en skærm med Mini LED-teknologi – samme teknologi, som den nuværende generation af iPad Pro benytter.
Se også: Bedste priser og tilbud på iPads
Masser af fordele ved Mini LED
Informationen kommer fra Ross Young fra Display Supply Chain Consultants, der for det meste er en pålidelig kilde, når det gælder den slags information. Skiftet til Mini LED i 12,9 tommer udgaven af iPad Air vil gøre, at den bruger mindre strøm, for højere lysstyrke ved afspilning af HDR-indhold og mere dybde i de sorte nuancer sammenlignet med IPS LCD-skærmteknologien, der er i de nuværende iPad Air-modeller.
Tilsyneladende havde Apple nogle Mini LED-skærme til overs fra produktionen af den nuværende iPad Pro-tablet på 12,9 tommer. De skal nu bruges til den større, kommende Air-model, som altså dermed må formodes at få samme skærm på 12,9 tommer.
Det giver god mening med tanke på, hvor dårligt salget af tablets har været de seneste mange måneder. For Apple giver det absolut mening at få brugt lagerbeholdningen af allerede producerede komponenter, og forbrugerne kan glæde sig over at få en bedre iPad Air.
Se også: Nye iPad, iPad Mini og iPad Air kommer snart
iPad på 12,9 tommer til meget lavere pris
Samtidig vil der med introduktionen af den større iPad Air være en 12,9 tommer iPad til en markant lavere pris, end den iPad Pro, som man hidtil har måttet købe for at få en iPad i den størrelse.
Selvom Ross Young ikke har sagt noget om, hvilken skærmteknologi der bliver brugt i den kommende iPad Air på 10,9 tommer, er det mest indlysende svar på spørgsmålet, at den stadig vil have en IPS LCD-skærm af den simple årsag, at der ikke er et lager af Mini LED-skærme på 10,9 tommer til overs fra iPad Pro-produktionen.
Det kan selvfølgelig også være, at Apple vælger at få produceret mindre 11 tommer udgave af Mini LED-skærmpanelet, så de to iPad-varianter får identiske skærme.
Apple annoncerer ny iPad Air i maj
De nye iPad Air-modeller forventes at komme på markedet i næste måned. Det vil være den første iPad, Apple har annonceret siden 10. generations iPad og 6. generations iPad Pro, der begge blev annonceret 18. oktober 2022.
Se også: Find den bedste iPad til prisen her