Relatel: Nuuday klar med nyt teleselskab til erhvervskunder

Relatel er nyt teleselskab til små og mellemstor virksomheder og en en fusion af Fullrate Pro og Firmafon - selskabet skal vækste 20 procent i 2020 er målsætningen.

Relatel: Nuuday klar med nyt teleselskab til erhvervskunder

Nuuday, der der tidligere var TDC, introducerer nu et nyt teleselskab, der skal håndtere erhvervstelefoni for små og mellemstore virksomheder – selskabet hedder Relatel og er en sammenlægning af det tidligere Firmafon og Fullrate Pro.

Adm. direktør Peter Engelbrecht forklarer, at Fullrate Pro har haft stor succes med at tilbyde enkle mobilløsninger og Firmafon har specialiseret sig i at skabe cloudbasererede og brugervenlige kommunikationsløsninger.

Relatel skal fokusere på service og brugervenlighed

Relatel skal bygge videre på disse kvaliteter, og som navnet antyder vil Relatel fokusere på at skabe relationer mellem virksomheder og deres kunder.

”Vi har et rigtig godt udgangspunkt for at opbygge en endnu stærkere position i markedet blandt de små og mellemstore virksomheder. Det udnytter vi på den bedst mulige måde ved at samle Fullrate Pro og Firmafon og fokusere kræfterne i Relatel,” siger adm. direktør Peter Engelbrecht.

Relatel skal særligt gennem serviceniveau, omstillingsløsninger og brugervenlighed slå konkurrenterne, slår Peter Engelbrecht fast. På mobilområdet vil Relatel udnytte sit i forvejen store kendskab til hvad små og mellemstore virksomheder har brug for, og har blandt andet udviklet en app, der er nem at anvende og med vilkår, som er nemme at forstå.

Se også: Hurtig bredbånd til virksomheder

 

Produkter og tjenester udvikles på baggrund af bruger-feedback

”Efterspørgslen efter let anvendelige og fleksible produkter vil stige markant de kommende år, og det kommer vores produkter i høj grad til at afspejle. Fællesnævneren for alle vores produkter og services bliver, at vi udvikler dem på baggrund af den feedback, kunderne giver os, så de løsninger vi leverer altid, er præcis hvad virksomhederne efterspørger. Den tætte kundekontakt bliver selve DNAet i Relatel, og vi skal ind i virksomhedernes bevidsthed som det naturlige førstevalg, når det kommer til enkle og brugervenlige kommunikations- og teleløsninger,” siger Peter Engelbrecht.

Se også: Find billig telefoni til virksomheder

 

Skal vækste med 20 procent i 2020

Målsætningen er ved udgangen af 2020 at nå en omsætning på 150 millioner kroner, hvilket vil svare til en vækst på ca. 20 procent. Det er en realistisk målsætning, vurderer Peter Engelbrecht:

”Hvis du vil gøre en positiv forskel i den her branche, er du simpelthen nødt til at være lidt fandenivoldsk og turde have lidt store armbevægelser. Med succesen i Firmafon og Fullrate Pro i ryggen og vores udvikling af egne, unikke softwareprodukter tør jeg også godt tro på, at Relatel nok skal klare sig godt.

Relatel har godt 100 medarbejdere fordelt på Østerbro, Taastrup og Slagelse.

Se også: Nyheder om teleselskaber