TDC Group med store ændringer i den danske organisation

I kølvanset på opkøbet af TDC er selskabet nu klar med en række store ændringer - blandt andet to nye forretningsenheder og ny koncerndirektør.

TDC Group med store ændringer i den danske organisation

Tilbage i april i år blev en opsigtsvækkende TDC-handel godkendt af selskabets aktionærer og betød, at selskabet blev solgt til pensionskasserne ATP, PFA og PKA og den australske investeringsbank Macquarie. De nye ejere afviste helt den strategi, der blev lagt op til inden opkøbet med at satse på underholdning i samarbejde med underholdningsgruppen MTG – i stedet fokuserer de på infrastruktur, altså netværk og på den digitale transformation, som TDC har været i gang med de seneste år.

Se også: Priser på mobilabonnementer hos YouSee

 

Etablering af to nye forretningsenheder

Det betyder samtidig nogle større ændringer i TDC Group. I den danske forretning i TDC Group etableres med virkning fra 1. august to nye forretningsenheder: En kundefokuseret enhed kaldet OpCo og en netværksfokuseret enhed kaldet NetCo. Begge enheder vil referere til koncernchef Pernille Erenbjerg.

Den kundevendte enhed, som vil fokusere på innovation, digitale services og de bedste kundeoplevelser, vil blive ledet af Jaap Postma, der hidtil har været koncerndirektør og leder af YouSee. Denne enhed vil bestå af YouSee, den digitale enhed Digital, TDC Erhverv samt Online Brands med Telmore, Fullrate og Blockbuster.

Den netværksfokuserede enhed, der skal fokusere på at udbygge den danske infrastruktur, vil blive ledet af Andreas Pfisterer, der hidtil har været koncerndirektør og leder af Operations. Denne enhed vil bestå af Network, Wholesale, On-site teknikere, Indkøb & Logistik, Dansk Kabel TV og IT drift.

Se også: TDC kan være klar med pilottest af 5G i 2018

 

Nyt koncerndirektør i TDC Group

Marina Lønning, der har været koncerndirektør for TDC Erhverv, har valgt at fratræde sin stilling, men det oplyses ikke hvorfor. Lasse Pilgaard, der i dag er Group Strategy Officer, indtræder i selskabets direktion som koncerndirektør.

Pernille Erenbjerg siger om Marina Lønning, at hun har lagt sporene til den fremtidige udvikling af TDC Erhverv.

Se også: Nyheder om TDC