Ekspert: Derfor kan Google Pixel 6 komme til Danmark
Vil Google sælge Pixel 6 og 6 Pro i Danmark? det spørgsmål stiller mange mobilentusiaster nok sig selv for tiden. Googles telefonsalg og -omsætning udgør en dråbe i havet for selskabets samlede omsætning. Det skyldes især, at de kun sælger sine Pixel-telefoner i Tyskland, Australien, Canada, Frankrig, Irland, Japan, Taiwan, England og USA.
Dog er salget i de lande, selskabet sælger telefoner, stadig mikroskopisk og deres markedsandel er mindre end LGs og Huaweis i for eksempel USA.
Kan Google Pixel 6 og 6 Pro blive solgt officielt i Danmark?
Det kan undre, at Google vælger at sælge telefoner i meget få lande. Danmark er, som man kan se, et af de utallige lande, hvor Google har valgt ikke at sælge telefoner. Det kan måske ændre sig med lanceringen af Pixel 6 og Pixel 6 Pro, der kommer lige på den anden side af sommerferien i år, forklarer mobilekspert fra Mobilsiden.dk, Daniel Hald Søgaard.
“Noget kunne tyde på, at Google Pixel-telefoner meget snart kunne finde vej til Danmark. Forklaringen på manglen af Pixel-telefoner har tidligere været, at enkelte funktioner (Læs: Google Assistent) ikke vil fungere optimalt for brugerne, da denne endnu ikke var tilgængelig på dansk. Det er dog ved at være længe siden, det blev fixet. Google går meget op i, at de kan levere den bedst mulige oplevelse, inden de lancerer et produkt på et nyt marked.
De seneste par år har vi set Google skrue gevaldigt op for tilgængeligheden af deres produkter i Danmark. Se bare mængden af højtalere, smartskærme, sikkerhedskameraer, netværkshardware, Chromecast og mere. Med udrulningen af Android 12 til efteråret er der intet, der forhindrer Google i at lancere Pixel 6-telefonerne i Danmark.”
Se også: Billig Google Pixel 5
Danmark kan dog blive nedprioriteret
Der er dog også tungtvejende argumenter for, hvorfor vi stadig må kigge forgæves efter Googles telefoner i Play Store. Daniel Søgaard forklarer:
“På den anden side ved vi af erfaring også, at et lille land som Danmark ofte bliver nedprioriteret af Google. Se bare den nye Chromecast med Google TV, som aldrig officielt er lanceret i Danmark. Generelt er tilgængeligheden – eller den manglende tilgængelighed – af Googles Pixel-telefoner ikke til at forstå, men det bunder i prioriteringer hos producenten. Google er først og fremmest en softwarevirksomhed og ikke en smartphoneproducent”, lyder det fra Daniel Hald Søgaard.
Se også: Sammenlign priser på Google Pixel
Flere gode grunde til at Pixel-telefonerne er interessante
“Googles Pixel-telefoner er primært interessante på grund af softwaren og de hurtige opdateringer. Kameraet vurderes også som et af de bedste i telefoner. De nye Pixel 6-telefoner ser også ud til at få et interessant og anderledes design. Der er meget at glæde sig til, og vi håber endnu en gang på at se Pixel-telefoner i Danmark”, forklarer Daniel Søgaard.
De nye Pixel 6 og 6 Pro telefoner ventes at komme til september eller oktober. Selvom Google ikke officielt sælger sine telefoner i Danmark, så kan de dog købes i danske webshops via parallelimport.
Se også: Nyheder om telefoner